Også forfattere er mennesker af kød og blod, der går på toilettet, dyrker sex (hvis de ellers kan komme til det) og forfalder til politisk snavs. Og så er det, man må spørge: Hvor interessant er det lige, om forfatteren har hang til at gå i dametøj, har været Stasi-agent, var vegetar osv., så længe teksterne er værd at læse?

Men denne skillelinje mellem levet liv og skreven tekst er svær at fastholde. Det viser erfaringen. Ikke mindst i medierne, der elsker at snage i de slibrige detaljer af kendte folks liv. I dag kan man i The Guardian læse om den kendte amerikanske forfatter Ernest Hemmingways alt andet end vellykkede bestræbelser på at være en succes som KGB-agenten “Argo”. I en nylig publiceret bog, Spies: The Rise and Fall of the KGB in America (Yale University Press), kan man læse, at Nobel-pris-vinderen i en kort periode var på KGBs liste over agenter i USA. Bogen bygger på en tidligere KGB-officers – Alexander Vassiliev – optegnelser i Stalintidens hemmelige efterretningsarkiver. I følge optegnelserne var Hemmingway en dilettant, der var mere end villig til at hjælpe KGB, men i virkeligheden ikke formåede at viderebringe nogen form for oplysning, der kunne bruges til noget. The Guardian rejser spørgmålet om Hemmingways mulige motiver. Var han bare ude på at finde materiale at skrive om eller var han virkelig interesseret i efterretningsarbejdet? Hvem ved? Måske er det bare endnu et eksempel på, at forfattere er mennesker, der tosser rundt og dummer sig, lige som du og jeg. Og det er i litteraturens verden, de har styr på tingene – hvis de ellers er værd at læse.