Havlfjerdserne var en periode med mange nye musikalske trends. En af dem var jazz-rock-fusionsmusikken. Det kom der mange interessante musikstykker ud af. Weather Report, Return to Forever, Mahavisnu Orchestra osv. Og i forlængelse af fusionseksperimenterne kom der så en plade, der væltede mig helt omkuld: “Shakti with John McLaughlin” fra 1975. Det var almindeligt kendt, at mange musikere var spirituelt inspirerede af indisk religion og filosofi – og interessen for indisk musik havde man med fra Beatles og tresserne. I bandet Shakti spiller den engelske jazz-musiker John McLaughlin sammen med violinisten L. Shankar, Zakir Hussain (tabla), R. Raghavan (Mridangam) og T. H. “Vikku” Vinayakram (Ghatam). Til forskel fra den tidligere omtalte, banebrydende plade Shankar Family & Friends, så er Shakti-pladen et helhjertet forsøg på at fusionere ikke bare vestlig musiktradion med indisk ditto, men også flere forskellige indiske traditioner fra det nordlige og sydlige Indien (Hindustani, Carnatic). Resultatet blev et af de første eksempler på det, man siden har kaldt World Music. Der spilles virtuost, medrivende og i et imponerende højt tempo, uden at det ender i tomme, egomane præstationsøvelser, som jazz-rock-fusionen undertiden gjorde. Det er musik, man kan blive helt opløftet og “høj” af at lytte til…
Shakti 1976