For snart længe siden købte jeg en dvd-udgave af Michael Wadleighs film om Woodstock-festivalen. Filmen (der er fra 1970) om de tre augustdage med love, peace and music så jeg i min barndoms Strandbio, da den havde premiere i Danmark. Og det var en stor oplevelse. Jeg synes, efter at have genset filmen på tv-skærmen, at den stadigvæk holder som en fin krønike om den legendariske festival, der blev alle rockfestivallers moder. Det lykkes fint for instruktøren at dokumentere en lang række fornemme præstationer af datidens store såvel som små navne, men også at indfange “tidsånden”, stemningen af de sene dage, hvor der endnu var liv i hippiedrømmene om fred og kærlighed – inden Altamont Festivalen samme år slog drømmene så eftertrykkeligt i stykker. Også som filmkunst gjorde filmen indtryk. Den subjektive kameraføring, der gav mindelser om den franske tresser-nybølge, og de karakteristiske opsplittede billeder, der i starten var lidt forvirrende, men også gav et indtryk af den mangfoldighed af hændelser, der skulle dokumenteres.
Af de musikalske indslag kunne man fremhæve mange, der siden hen har fået klassikerstatus. Der var dog en enkelt kunstner, der gjorde et særligt indtryk dengang: Richie Havens. Det var med sin improviserede udgave af sangen Motherless Child (og verset Freedom), at han fik sit internationale gennembrud. Indtil da havde denne sorte folkemusiker især gjort sig bemærket på den såkaldte Greenwich-folk-scene, hvor også Dylan, Baez med flere havde markeret sig. Det, der gjorde indtryk – ud over et medrivende guitarspil og et indfølt sangforedrag – var, at den selvfølgelighed, hvormed den store tandløse (!), kjortel- og sandaliklædte mand indtog scenen og tog publikum i sin store varme hånd. Genoplev Havens her: