Det er alt for længe siden, jeg sidst omtalte den lille vildbasse, Sinéad O’Connor. Men i går fik jeg fat i et eksemplar af hendes album “Throw Down Your Arms” fra 2005. Pladen er en ren kærlighedserklæring til reggae-musikken og den Rastafarai-filosofi, der er inspiration for store dele af den. En slags cover-plade i den forstand, at Sinéad med sin smukke røst fortolker en række kendte sange af folk som Peter Tosh, Lee Perry og Winston Rodney.

Med sin velkendte kompromisløshed har Sinéad allieret sig med nogle af de allerbedste musikere inden for reggaemusikken. Først og fremmest produceresset Sly Dunbar og Robbie Shakespeare, der også sørger for at lægge den rette, sirupseje rytmebund under sangene. Jeg kunne forestille mig, at pladeselskabet måske har revet sig i håret over dette projekt. Der sigtes bestemt ikke mod hitlisterne – og 10% af overskuddet går til ældre rasta-folk på Jamaica. Men kompromisser har aldrig været O’Conners speciale, og hun går – som hun har for vane – helhjertet ind i projektet. Som en kritiker engang skrev, så kan hun som få – fx Van Morrison – gå til kernen af en sang og skære alle udenomsværker bort. Med sin storartede, smukke, rene stemme, der svinger fra det stolt kvindelige til det lillepigede og skrøbelige, tager hun disse klassiske reggaesange til sit hjerte og gør dem til sine.

Pladen er indspillet i de legendariske Tuff Gong Studier i Kingston, Jamaica, og kunne lige så godt have været indspillet i reggaens guldalder i tresserne eller halvfjerdserne. Sådan lyder det. En helt igennem pletfri produktion. Nogle kritikere mener, at O’Conner er lidt for respektfuld i sin udlægning af sangene. Men jeg kan kun høre en kærlig hengivenhed til sangene… Anbefales. .