Udgør weblogs en trussel mod de traditionelle medier? Man kunne måske godt få den tanke, når man ser, hvordan de traditionelle medier – aviser og blade ikke mindst – forholder sig til fænomenet weblogs. Men i følge Alex Schulman, der er en af Sveriges kendteste bloggere, er weblogs et overvurderet fænomen. Overvurderet af “gammelmedierne”. I en artikel i Dagens Nyheter beretter han om gammelmediernes næsegruse underdanighed over for bloggerne og citerer ‘modetesen’: Bloggerne sætter dagsordenen for de traditionelle medier.

Derefter sætter han sig for at analysere den svenske weblog-realitet. Der findes et hav af blogs, men de fleste er inaktive eller ligefrem nedlagte. Og så er der måske 60.000 aktive bloggere – svarende til 0,66 % af befolkningen. Der er flere glutenallergikere eller bosniere i Sverige, end der er bloggere. Og universitetet i Göteborg har i en ny undersøgelse argumenteret for, at måske 5 % af befolkningen dagligt læser weblogs. Altså hver tyvende svensker. Nogen magtfaktor kan man altså ikke tale om.

Dertil skal lægges, at de mest læste blogs i Sverige bestyres af teenagepiger, der skriver om mode og sligt. Ikke af en kritisk, intellektuel elite. Schulmann mener, at blogland kunne være en betydningsfuld faktor, hvis den afspejlede det, der diskuteres rundt om ved kaffebordene i samfundet. Men i realiteten er blogland en lille sluttet kreds, der diskuterer emner, der ikke interesserer det store flertal.

Spørgsmålet er så, hvorfor de traditionelle medier tillægger blogs (og andre sociale medier for den sags skyld) så stor betydning? For Schulmann er svaret, at gammelmedierne, som de kaldes derovre, er skrækslagne for ikke at følge med den nye teknologiske udvikling (og ungdommen!) og derfor taler de om bloggernes magt. Men i følge Alex Schulmann er bloggerne ganske betydningsløse og uinteressante.

– Og måske har Schulman ret i sin analyse. Truslen mod gammelmedierne kommer måske ikke umiddelbart fra blogland og de andre sociale medier, men fra gammelmedierne selv. De er fanget i et dilemma mellem journalistikkens traditionelle, historiske demokratiske opgave – at være demokratiets oplysende og kritiske vagthund – og markedets ubønhørlige logik, der tvinger dem til at finde på alt muligt, der kan sælge varen. Gammelmedierne er deres egen værste fjende. Når jeg alligevel mener, at Schulmann undervurderer weblogs og lignende medier, så er det på grund af potentialet. De nye medier en netop kendetegnet ved at være – i vidt omfang og i skærende modsætning til gammelmedierne- non-kommercielle, uafhængige, præget af høj grad af uredigeret ytringsfrihed, at være menigmands og -kvindes talerør. Vi har netop været vidne til – i forbindelse med demonstrationerne i Teheran – at en tilsyneladende ligegyldig ny social teknologi, nemlig Twitter, lige pludselig viste sig at være et forum for en demokratisk bevægelse på tværs af grænser og sprog og en kilde til løbende aktuel information. I sin artikel nævner Schulmann også, at det var blogland, der for tre år siden væltede en svensk minister. Det er længe siden. Men det kan meget vel ske igen. Det kan meget vel være, at blogland ikke sætter dagsordnen i dag, men den kan lige så vel ryste den dagsorden, som gammelmedierne og politikerne sætter. Som internettet altid har været – i selve sin struktur – så udgør de ikke-kommercielle sociale medier et anarkistisk, demokratisk potentiale, hvis styrke ingen bør undervurdere.