Det var vist poeten Per Højholt, der engang gav udtryk for, at hans politiske holdninger ændrede sig med tidsånden. I de venstresnoede halvfjerdsere følte han sig liberalt individualistisk osv. Jeg har det lidt på samme måde. Da jeg læste på universitetet i de marxistisk orienterede tider i halvfjerdserne – oven i købet på et af de mest venstre-markante institutter – kunne jeg godt føle mig lidt gammeldags konservativ og borgerligt individualistisk nu og da. Fx når der stod gruppearbejde og projektditto på dagsordenen. Og da to tutorer kritiserede min interesse for Crosby, Stills, Nash & Young, fordi deres tekster var udtryk for “borgerlig bevidsthed”, ja, så følte jeg mig godt gammeldags borgerlig, æresmedlem af det konservastive folkeparti!
Omvendt, så har jeg det sådan i dag, at jeg føler mig mere og mere socialistisk og anarkistisk. Når jeg dagligt konfronteres med resultaterne af den siddende Venstre-Konservative-regerings borgerlige politik, så skubbes jeg holdningsmæssigt længere og længere mod venstre. Så langt, at det er lige før den søde EL’er Pernille Rosenkranz Theil må holde fast i min hånd, så jeg ikke falder ud over kanten…
Senest er det den deprimerende dokumentation af vores såkaldte “velfærdssamfunds” behandling af de såkaldt “udviklingshæmmede”, der får mig til at se rødt og sort.