Som underviser har jeg gjort mig visse erfaringer med fænomenet “opgavesnyd” via nettet. Engang tog jeg fire unge mennesker i forskellige grader af digitalt tyveri fra en såkaldt opgavecentral. De burde selvfølgelig – i følge regulativet -have været relegeret, men det skete ikk,( for taxa-meteret tikkede jo… ). Siden dengang har uddannelsesinstitutioner investeret i software, der kan afsløre (nogle af) snyderne. Og det har – selvfølgelig – gjort snyderiet endnu mere avanceret. I stedet for at “låne” andres bedømte opgaver, så kan man nu – i USA i det mindste – bestille en funklende ny opgave i en såkaldt essaymill, en opgavemølle. For 20-34 $ pr. side kan man så købe en opgave, der passer ens uddannelses formål. En opgave om Heidegger? No problem. Alle leverandørerne er veluddannede folk, der tjener til dagen og vejen på den måde. I århus Universitets alumneblad Augustus sammenligner en studerende opgavemøllen med outsourcing i en virksomhed. Og det er vel det, det drejer sig om. Uddannelse er blevet en produktionsvirksomhed og en vare. Og for kunderne gælder alle økonomiske kneb og andre fiduser for at få uddannelsen så nemt som muligt. Etik, moral og faglige ambitioner og stolthed er i den sammenhæng underordnet.
@Donald: Ja, og det er så den anden side af problemet. Undervisernes arbejdsvilkår. Med det kendskab jeg har til undervisning på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser, så sker der løbende forringelser af undervisernes arbejdsvilkår. Mere administration, mindre tid til forberedelse og opgaveretning osv.
Det er jeg bange for at du har ret i.
Dog er det ikke muligt at snyde, hvis underviserne virkelig vil gøre arbejdet. Det er almindelig coutume på højere uddannelser, at man eksaminerer folk i, hvad de har skrevet, og så kan man hurtigt se, om det er noget, de har forstået eller blot har klistret sammen uden rigtig at forstå.