“Det er egentligt paradoksalt at den teknologiske udvikling i de sidste 20-30 år har betydet en væsentlig forringelse af lytteoplevelsen hos den enkelte musikforbruger. Først røg lidt af den gode lyd, da CD’en overtog fra vinylen, og senere blev det helt slemt med det digitale MP3 format.” (Jakob Sørensen, Copenhagen Records)
Da den første benovelse over det smarte kompressionsformat mp3 fortog sig for snart mange år siden, gik det op for mig, at prisen for de små let overførbare filer var et tab at lydkvalitet. Og da det blev muligt at gå over til andre og bedre komprimeringsformater – især open source-formatet FLAC – gjorde jeg det og holdt kun fast i det bedste mp3-format (320 kps) på min mp3-afspiller (fordi den ikke kan klare FLAC). Mp3-formatet har haft sin berettigelse, så længe båndbredden var lille på nettet. Da vi måtte nøjes med modem-forbindelse, isdn- og svage bredbåndsforbindelser var der en ide i at bruge mp3. Men nu, hvor internetudbyderne nærmest står i kø for at smide højhastighedsforbindelser i nakken på folk og hvor harddiskplads heller ikke længere er et problem, så må det også være på tide at gøre noget ved kvaliteten. Og det har det københavnske pladeselskab Copenhagen Records indset. det har åbnet den første danske digitale butik med ikke-komprimerede musikfiler. Perspektivet er interessant. For ikke bare vil man kunne få musik i cd-kvalitet, men faktisk i masterkvalitet som det forefindes på studiernes masterbånd. Allerede nu kan man få Nephews nyeste plade i 24-bit-masterkvalitet på sitet. Jeg synes, at pladeselskabet fortjener et klap på skulderen for projektet.