Selv om jeg nærmest betragter mig selv om agnostiker, så er min interesse for religiøse emner nærmest vokset støt, siden jeg forlod folkekirken for snart 30 år siden. Det skal ikke forstås derhen, at jeg er blevet (mere) religiøs med alderen, men snarere som en almen interesse for, hvordan andre tænker over de store spørgsmål i livet og en forundring over religionernes fortsatte tiltrækningskraft hos menneskene. Livets mening, meningen i livet, døden og dens betydning og sådan. Det er derfor, jeg har kastet mig over en omfattende læsning af Søren Kierkegaard. En læsning, der nok kan komme til at strække sig over flere år.
Og så har jeg lige fået læst Johannes Møllehaves seneste bog om døden, Det ender godt. Jeg fandt den i Brugsen og tænkte, at den passede godt som sengelektyre sammen med de andre i bunken. Og den er vældig underholdende. Møllehave er en litterært bevandret mand, der kan garnere sine tanker om dette og hint med fine eksempler fra såvel den religiøse og den verdslige litteratur. Dertil kommer en række anekdoter og erindringer fra Møllehaves eget liv. Møllehave er en god formidler, der kan tale om svære emner i et let og bevægeligt sprog.
Til gengæld blev jeg ikke en tøddel klogere på, hvad eller hvem den kristne Gud er, hvad der venter den troende efter døden, hvad det evige liv mon er, hvad kødets opstandelse mon betyder osv. I det hele taget fik jeg ikke megen klarhed over de spørgsmål, der er centrale for den troende i kristendommen. Men det er måske også i virkeligheden det, tro drejer sig om. At tro, ikke at forstå. Ikke at vide. Men underholdende var bogen at læse. Og så videre.
Jeg har ingen religion og kalder mig ikke noget, men har haft stor gavn, synes jeg selv, af at læse bøger af den indiske filosof (eller hvad man skal kalde ham) J. Krishnamurti.
Møllehave har jeg aldrig læst, men til gengæld har jeg ofte lyttet til ham, når han har optrådt i diverse medier. Han er en storslået og fremragende fortæller og formidler af af sin egen yndlings litteratur.
Søren Kierkegaard har jeg gjort mange tilløb til, men det er aldrig blevet til andet end tilløbet, hvilket dog har ført til lidt sporadisk læsning i mandens skrifter hist og pist.
@Kjeld Madsen: Jo, jeg kender godt den kristne mytologi. Det, jeg ville sige, var bare, at Møllehaves behjertede forsøg på at sige noget om det store spørgsmål, ikke har gjort mig klogere. Men det er nok mit udgangspunkt, der er forkert. Jeg forventer mig, at jeg kan forstå noget. Det er ikke den troende udgangspunkt.
Den kristne myte går, som jeg ser den, ud på følgende:
Gud lod sig ved Helligåndens mellemkomst, som også er Gud, føde i skikkelse af sin egen søn: Jesus (treenigheden).
Og som bevis på at Jesus undfangelse er en ren guddommelig begivenhed, der sker uden menneskelig indblanding, lader Gud (Jesus, Helligånden) sig føde af en jomfru (Maria).
Da mennesket ifølge den kristne lære er født skyldigt (arvesynden) og ikke gennem egne handlinger men kun gennem Guds (Jesus, Helligåndens) indblanding og tilgivelse (nåden) kan frigøre sig fra sin skyld og straf, er det Guds plan med at gestalte sig i denne Jesus skikkelse, at han i sin uendelige kærlighed til mennesker (som han selv har skabt) ved at gennemleve alle tænkelige menneskelige lidelser og modstå alle tænkelige menneskelige fristelser påtager sig alle fødte og ufødte menneskers skyld, hvilke han til slut én gang for alle udsoner ved gennem ufattelig fysisk smerte, at lade sig sømme op på et kors indtil han dør.
AltsÃ¥ frygt ikke, mÃ¥ vel være essensen af det kristne budskab: Jesus (Gud, HelligÃ¥nden) har én gang for alle og for altid gennem sin lidelseshistorie fritaget (nÃ¥den) alle mennesker – fødte sÃ¥ vel som ufødte – for skyld og straf. Eneste betingelse for at kunne modtage denne nÃ¥de er, at man tror (pÃ¥ det).
Efter døden skal de, der ikke tror, fortabes (helvede) mens de som tror og modtager nåden genopstår (kødets opstandelse) i paradis, hvor de lever evigt sammen med Gud (Jesus, Helligånden).
Nogenlunde sådan forstår jeg den kristne myte.
PS. Hvis forestillingen om kødets opstandelse skal tages bogstaveligt, som den vist nok skal, må det være en dårlig reklame for ligbrændingsforeningerne.