Nostalgi: 77 Sunset Strip

Author:

En tilfældighed sendte mig ned at erindringens boulevard. Nogen sagde noget om “Sunset Strip”, og straks tænkte jeg “77 Sunset Strip” og var tilbage i tresserne, hvor bemeldte serie løb over skærmen på tysk tv. Så vidt jeg husker var det lige omkring familiens spisetid, så den blev et tilbagevendende indslag i underholdningen, medens kartoflerne blev møre.

Serien handlede om to privatdetektivers oplevelser og byggede på nogle short stories af Roy Higgins, der også stod bag selve tv-serien, som vandt en Golden Globe i 1960 som bedste tv-serie i USA. Titlen på serien henviste til det strøg, hvorfra de to detektiver opererede. Som jeg husker serien, så lagde den mere vægten på humoren og de vakse replikker (i tysk synkronisering!) end på det dramatiske. Og så havde serien en enkel, easy listening-jazzet og meget fængende kendingsmelodi, der såmæn er udkommet på cd siden hen, selv om serie ikke er at finde på dvd. Tema-melodien kom i øvrigt på de amerikanske hitlisters top 10 i 1959.

Som det også har være tilfældet med senere tv-serier, så betød successen for “77 Sunset Strip”, at mange mere eller mindre kendte gæsteskuespillere optrådte, fx Shirley Mclaine, Tuesday Weld, Connie Stevens, William Shatner, Mary Taylor More, Ellen Burstyn og Gene Rowlands. Alle sammen stjerner på vej op. Senere dukkede også etablerede navne som Peter Lorre op.

Serien løb i USA fra 1958 til 1964, hvor populariteten dalede så meget, at man valgte at lukke og slukke. Ialt blev der lavet 205 afsnit, hvoraf de 61 blev synkroniseret til tysk og vist på tysk ARD. Serien var et stykke pionerarbejde, der dannede model for senere lette humoristiske detektiv- og kriminalserier, fx Miami Vice.

I en birolle i de første afsnit spillede Edward Byrnes en spøjs parkeringsvagt med en hikstende stemme. Han bar øgenavnet Kookie (egl. Gerald Lloyd Kookson III) og var garanten for de lystige indslag. Som følge af sin voksende popularitet hos seerne avancerede Kokie på et tidspunkt til at blive medlem af detektivkontoret, og Byrnes fik vist en højere løn end de to oprindelige hovedrolleindehavere. Byrnes opnåede nærmest teenage-kultstatus, hvilket bl.a. resulterede i et lille hit med sangen Kookie, Kookie, lend me your Comb, som han indspillede sammen med Connie Stevens.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *