Judy Collins (Judith Marjorie Collins, f. 1939) var en af de mange unge, der i tresserne blev tiltrukket af den folk-revival, som Pete Seeger, Woody Guthrie og senere Bob Dylan satte i gang. Med en klassisk musik-baggrund kastede hun sig over den akustiske guitar og buskede sig – i bl.a. Greenwich Village og New York – til en pladekontrakt med det store Elektra plademærke. Og 22 år gammel indspillede hun sit første album med den tænksomme titel A Maid Of Constant Sorrow.

Hendes varemærke gennem årene har været en meget smuk stemme, en personlig fortolkningskunst og et socialt og politisk engagement. Collins begyndte selv at komponere i halvfjerdserne, hvor hun allerede havde fået en renommé som fortolker af andres sange. Og at markedsføre sig selv som fortolker var lidt at et handicap i en tid, hvor sangskriveriet blev den højeste udmærkelse inden for populærmusikken. Måske er det stadigvæk sådan, at fortolkere står lidt i skyggen af singer-songwriters?

Og – hvis det forholder sig sådan – så er det en skam, for gode fortolkere har den evne, at de kan eksponere en sangs kvaliteter og redde gode sange fra at gå i glemmebogen. Det gælder fx for Linda Ronstadt og Rod Stewart. Og det gælder for Judy Collins, der siden starten har haft en stærk sans for gode sange og gode sangskrivere. Lennon & Mccartney, Leonard Cohen, Sandy Denny, Joni Mitchell og mange flere har fundet vej til Collins plader. Her er en tidlig udgave af Pete Seegers Turn, Turn, Turn (med sangskriveren som sideman). Collins sang afslører for alvor, hvor smuk en sang, det er. Synes jeg. Og Pete er vist enig, kan man høre…

Fra samme udsendelse: Bob Dylan’s Dream – Daddy You’ve Been On My Mind