Ufatteligt og forudsigeligt. Michael Jackson er død som følge af en hjertestop, kun 50 år gammel. Ufatteligt, fordi det er svært at acceptere, at et menneske skal dø i en så ung alder. Forudsigeligt, når man tænker på mandens showbiz-skæbne. Da han døde stod han over for noget, der skulle være en slags kunstnerisk come back i form af en række koncerter i England. Et come back, der skulle bringe ham helt tilbage i det rampelys, der havde været en væsentlig del af hans liv siden barnsben.

For Michael Jackson levede på godt og ondt sit liv i underholdningsindstriens illusoriske verden – også da hans karriere blev smadret som følge af nogle pædofilianklager i 2003. Med sine famøse ansigtsforandringer, der gjorde ham til en racemæssig og kønsmæssig hybrid, en kompromisdannelse i en branche, der altid har været lige så fordomsfuld som det omkringliggende amerikanske samfund, blev han en produkt, der kunne sælges til gud og hvermand. Men projektet kunne kun lykkes i kraft af et kæmpemæssigt talent, der blev formet i årene med The Jackson Five og kulminerede med nogle af poppens bestsælgende og kunstnerisk vellykkede album, Off the Wall, Thriller, Bad og Dangerous.

Selv om Jackson efter sigende altid har haft et skrøbeligt helbred, så er det svært ikke at se en sammenhæng mellem den konstant belastning, det må have været at være en begæret popstjerne på showbiz’ kunstige himmel med et konstant krav om at overgå sig selv kunstnerisk – og siden blive detroniseret og foragtet i et land, der på den ene side intenst dyrker ungdommen og på den anden side nådesløst slagter dem, der tager interessen for børn og unge lidt for bogstaveligt. Med sin alt for tidlige død indskriver Jackson sig i rækken af kunstnere – fx Elvis Presley – der blev et offer for sin egen succes. Trist. Men her i bloggen vil vi glemme alt om næsen, der kunne falde af osv. og huske hans musikalske bedrifter…

TILBAGESPOLING