Man kan godt undre sig lidt over danskernes forhold til Sverige. Ellere rettere: svensk kultur. Jo, svenske kriminalromaner sluger vi råt. Men når det drejer sig om litteratur, der bevæger sig bare lidt uden for mainstream, så er det en anden snak. Noget lignende gør sig gældende, når det drejer sig om musik. Nogle navne har formået at kommer over den til syneladende uoverstigelige mur mellem de to såkaldte broderlande. Og det til trods for, at svenskerne har mange fremragende kunstnere, der sagtens kan måle sig med det store udlands tilbud. Fx kan det godt undre mig, at en mand som Ulf Lundell ikke er et større navn i Danmark, end tilfældet er. Se bare på Roskilde Festilvalens plakat, hvor han står langt nede på listen. Med småt. En anden kunstner er Eva Dahlgren, som jeg omtalte i forbindelse med hendes seneste – sjældne – koncert i Danmark.

Jeg tror – med det er kun et gæt- at forklaringen har at gøre med danskerne orientering mod Centraleuropa og USA i nyere tid. Til trods for, at vi med vanens magt omtaler Sverige og Norge som broderfolk, så er nærheden mere en talemåde end egentlig en realitet. En anden forklaring er sproget. Vi siger, svensk og dansk ligner hinanden. Men hvor mange svenske bøger, læser vi egentlig, hvis de ikke lige netop er oversat? Og hvor mange svenske sange lægger vi øre til? Hm.
Jeg kom til at tænke på dette underlige forhold, da jeg i dag igen faldt i bibliotekets udsalgskasse og fandt den svenske musiker Thomas Ledins 2004-album Med vidöppna fönster. Det er mange år siden, jeg blev opmærksom på denne fortræffelige kunstner, takket være DR P3s disc-jockeys tilbage i halvfjerdserne og firserne. Ledin er 56 år gammel, og han har stort set udsendt et album hvert år siden 1972, hvor han debuterede med Restless Mind – et af de meget få engelskesprogede udspil blandt de omtrent 30 pladeudgivelser. Senest – i år – har han udsendt albummet “500 dager om året“.

Ledin kan det hele. Han er en fremragende, professionel popsanger (som ABBA også benyttede sig af, da de i 1979 var på verdensturné), han skriver vedkommende, personlige sangtekster, der ofte tager afsæt i den hverdag, vi alle – på godt og ondt – er interesserede i. Han spiller en fortrinlig guitar og forstår at samle et fremragende hold at musikere omkring sig. Dertil skal lægges en næse for den gode, iørefaldende popmelodi. Med vidöppna fönster er et poprock-album, der burde have ligget på alverdens hitlister, hvis der var noget retfærdighed til. Men det er der som bekendt alt for sjældent.