I dagens Tante Berlinger langer historielektor Michael Böss ud efter modstanderne af kongehuset, fordi de – ved det overståede valg om tronfølgeretten – har henvist til at kongehuset er “en udemokratisk og forældet styreform”. Han betegner denne begrundelse for at stemme nej eller blankt som “noget forfærdeligt sludder” og forsøger at jorde argumentet med et retorisk greb, der kan betegnes som påtaget akademisk bedreviden. Böss skriver: “En sådan formulering ville have trukket ned, hvis den var forekommet ved en studentereksamen i samfundsfag i disse uger”. Derefter følger en beskrivelse af kongehuset som et symbol for statsmagten. Kongehuset har ikke nogen magt, men symboliserer den folkelige magt, så at sige. Imidlertid tager Böss luften ud af sine egne indledende retoriske manøvrer, når han længer nede i artiklen noterer følgende: “demokrati ikke er nogen entydig størrelse, men et begreb, man kan forstå på forskellige måder.” Ergo må Böss jo sætte sig ind i, hvad den enkelte mener, når han eller hun kalder kongehuset for en udemokratisk og forældet styreform. Hvis man fx lægger vægt på, at demokrati fx kendetegnes ved repræsentativitet – altså det forhold, at nogen vælger andre til, for en periode, at repræsentere ens holdninger etc. – og på ligheden i forhold til denne repræsentativitet (alle kan i princippet vælges uafhængig af arveforhold, socialstatus etc.), så giver det jo god mening at kalde kongehuset for udemokratisk. Og det ændrer det symbolske jo ikke ved. Böss forsvarer også monarkiet ved at kalde det en del af vores værdifællesskab. Dertil kan man vel bare konstatere, at monarkiet (måske) er en del af de ja-sigende 1.6 millioner vælgeres værdifælleskab, men ikke for (alle) de små 20%, der stemte nej eller blankt. Altså i bedste fald er det vælgerflertallets værdifælleskab, vi taler om. Det rejser jo spørgsmålet om, hvorvidt et værdifællesskab (og lad os i den forbindelse gå let hen over det problematiske ved at tale om “værdier”) kan afgøres ved en flertalsafgørelse? Majoriteten er jo ikke det samme som befolkningen. Netop ud fra et demokratisk synsvinker, som jeg har fået ind med folkeskolelærdommen, så er det i et demokrati netop vigtigt at tage højde for mindretallenes synspunkter..

Jeg synes, at lektoren kommer til at gøre sig selv til et sludrechatol, når han ser så unuanceret på debatten og tillægger modstanderne generelle holdninger og synspunkter, som ikke er repræsentative for alle. Og det omtalte retoriske fif illustrerer bare, at lektoren fra starten af er på gyngende grund. Hvis man som samfundsfagslærer giver en elev en dårlig karakter, blot fordi vedkommende anlægger andre synspunkter på begrebet demokrati end læreren selv, så har man som samfundsfagslærer et problem. Det samme har lektoren, når han vil belære republikanske læsere uden at have styr på begreberne.