Som jeg husker det, var det ikke overvældende, hvad der kom af tegnefilm på tv i min barndom. Men i løbet af tresserne blev det bedre og bedre. Den amerikanske kultureksport satte sig sine tydelige sporg, og Danmarks Radio var fx flinke til at vise Disney-film i små, velvalgte doser. Anders And, Mickey Mouse osv.  Og tyskerne var også fremme i skoene, når det drejede sig om andre amerikanske tegnefilm og tegnede serier som Flintstones, Jetsons osv., som jeg tidligere har omtalt. Og så var der duoen Tom & Jerry i den endeløse katten-efter-musen-føljeton. Jeg så dem jævnligt og morede mig kosteligt. Samtidig kunne jeg godt undre mig over, hvad der gjorde dem så underholdende. For ret beset er historien eller temaet i de små episoder det samme hver gang. Katten efter musen. Og – politisk korrekt – katten som den evindelige taber over for den åh så kloge lille mus. Men det er måske netop gentagelsen og genkendeligheden – eller mere præcist: den i detaljen varierede gentagelse -  der er hemmeligheden bag successen. Kombineret med de klassiske afsnits virtuositet. En af en tilsyneladende grænseløs gakket fantasis frembragte situationer, der bliver afviklet med højt tempo og med sikker timing. En comic-rutsjebanetur, der kun kan få grinet frem. En pudsig ting er, at filmene faktisk er temmelig voldelige, og man kan filosofere lidt over, hvorfor en så ofte udspekuleret udført aggression kan være underholdende… Det var – igen fristes man til at sige – Joseph Barbera og William Hanna, der stod bag Tom and Jerry. Fra 1940 og frem til 1957 skabte de 114 episoder for MGM. Først i halvfjerdserne blev serien – under Barberas supervision – gjort til en egentlig tv-serie. ((Jeg har noteret mig, at serien i løbet af firserne og derefter er blevet markedsført i en discount-udgave, der ikke gør skaberne af den oprindelige serie ære)) DVD-mediet har selvfølgelig muliggjort, at man nu kan få fat i de allerbedste af Tom & Jerry-episoderne.