Musikindustrien har fra tidernes morgen spillet en vigtig rolle for ikke alene distributionen af musik men også skabelsen af nye produkter til det hungrende musikmarked. For musikindustrien – de store pladeselskaber – har mere end noget andet været købmandsforretninger, der først og fremmest skulle give overskud. Heri er der ikke noget nyt. Den kunstneriske gevinst ved de opfundne musiknavne har været af blandet karakter. Noget har været det argeste lort, medens andet har beriget poppen med talent. The Monkees er det godt eksempel på det sidste. Vi kunne også nævne en del af Tamla Motown og Phil Spector-kreationerne. Nitterne lader vi uomtalt. Eksemplerne er legio.
Men denne aktive produktfrembringelse hører måske fortiden til. For med den fortsatte fildeling og det faldende salg af plader (cd’er) er det ikke længere økonomisk attraktivt at opfinde nye erstatninger for fx de sidste par årtiers populære boy- og girl-bands (Take That, Backstreet Boys osv.). De unge internetbrugere sætter en ny dagsorden – og køber i vid udstrækning ikke cd’er længere og foretrækker gratis musik på nettet og Ipod’en.

I en artikel i Dagens Nyheter kan man læse, at Klas Lunding fra EMI mener, at den nye situation, hvor det især er voksne, der fortsat køber plader, medens de unge forventer gratis musik fra nettet, betyder, at kunstnerne fremover selv må påtage sig mange af pladeselskabernes gamle funktioner, fx udvikling af musik og distribution, medens pladeselskaberne vil satse på administration… Udviklingen betyder også, at den talentudvikling, som pladebranchen tidligere har stået for (omend ikke altid lige entusiastisk), bliver meget mere begrænset. Det er ganske enkelt ikke profitabelt længere. I samme artikel peges der på, at de kunstnere, der satser på multimedier (cd’er, downloads, videoer, dvd’er osv.), klarer sig betydeligt bedre end dem, der “bare” udsender musik på cd. En anden tendens er, at afstanden mellem den musikalske elite og bunden udjævnes. Eliten skrumper ind – og noget kunne tyde på, at alle ender på samme niveau. Og i det hele taget tyder noget på, at musikforbruget bliver mere bredt, således at forstå, at brugerne ikke længere nøjes med det udbud, som top-10-listerne udbyder, men finder deres egne stjerner derud i cyberspace. Fx er interessen for tidligere årtiers glemte og obskure indspilninger vokset med den nye teknologiske udvikling…