Nostalgi: The Remains – Let Me Through

Author:

På bedazzled.tv faldt jeg over en herlig video med garagerockerne The Remains. Gruppen, der kom fra Boston, Massachusetts, havde deres stjernestund, da de var opvarmning for The Beatles på deres USA-turné i 1966. Men der er al mulig grund til at huske på dette genuine garage-rock-band, hvis forgrundsfigur var Barry Tashian, som senere blev sanger og guitarist for Emmylou Harris. Til forskel fra mange andre garagerockere fra den tid, så kom The Remains ikke lige lukt ud af garagen, men var etablerede, professionelle musikere, der blot havde fået smag for rockmusik med en kant. Af samme grund var deres indspilninger mere tjekkede, end man er vant til fra garage-indspilninger. Men Remains delte også skæbne med mange af de andre, idet gruppens succes aldrig for alvor kom ud over lokalområdet. Det største hit de fik, var en cover-version af Bo Diddleys og Willie Dixons klassiker “Diddy Wah Diddy”. Til Remains skæbne hører også, at de siden blev kult – og derfor kunne gendannes i halvfemserne. De har også indspillet et album så sent som i 2004. For yndere af genren vil jeg henvise til det suberbe boksæt “Nuggets: Original Artyfacts From the First Psychedelic Era” (biblioteket har den), hvor Remains første singler kan genfindes.
<

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *