Give me an F! F! Give me a U! U!… What’s that spell? Fuck! What’s that spell? FUCK!
Blogbestyreren var på biblioteket i går og faldt over en plade med den legendariske tressergruppe Country Joe & The Fish. Pladen er Here we are again fra 1969.
Jeg kan ikke tænke på gruppen uden samtidig at tænke på den periode, hvor Vietnam-krigen var på sit højeste og lakkede mod enden. Det skyldes “The Fish Cheer” (F-u-c-k!) og sangen “I Feel like I’m Fixin’ to Die Rag”, der blev bandet største succes – både på plade og som koncertnummer. Gruppen fik siden hen det ry, at det var det band, der stoppede krigen derude i Syd-Østasien. Selvfølgelig en overdrivelse, men det siger noget om den popularitet sangen havde dengang..
Det vil være forkert at gøre Country Joe & The Fish til et rent politisk band. Det var såre almindeligt dengang at skrive sange imod den meningsløse Vietnam-krig; akkurat som det er ved at være det, når det gælder Irak-krigen i dag… Fx skrev den blide Donovan også en sang: To Susan on the Westcoast waiting.
Country Joe og Co., der blev anført af “Country” Joe McDonald og den syrede guitarist Barry Melton, var eksponenter for den diffuse genre, der blev kaldt psychedelic. En genre, der var inspireret af bevidsthedsudvidelser (kemiske og andre..) og af en stor lyst til musikalsk improvisation og eksperimenteren.
I eftertiden er bandet blevet fremstillet som et band, der var bundet til sin tid. Underforstået: som man ikke længere kunne lytte til med udbytte. Jeg husker blandt andet, at P3-radiomanden Erik Kramshøj engang afskrev dem. Men jeg synes, at det er dybt uretfærdigt. Nu, hvor jeg lytter til Here We Are Again, der tilhører den sene periode i bandets mest aktive periode, hører jeg noget ganske andet. Her finder man smukke ballader som titelsangen og “Maria”. Musikken er en frodig blanding af folketoner, rock’n roll, Albert Ayler-free jazz, Grateful Dead-lignende improvisationer, blues, jugband music m.m. Ud over Country Joes intense, varme stemme lægger man mærke til Barry Meltons opfindsomme, udsyrede guitarimprovisationer, der med rund hånd er drysset over sangene. Dertil kommer en række velskrevne tekster med kommentarer til Vietnam-krigen, kærligheden osv. Pladen gjorde allerede et indtryk på blogbestyreren, dengang den udkom og blev spillet i DR. Jeg fik aldrig købt den dengang, men det skal der rodes bod på nu… Hermed anbefalet på det varmeste.
Ovenfor ser man coveret til gruppens første plade, der har en af de bedste titler, man kan tænke sig: Elektisk musik for sindet og kroppen. Jeg kan huske, at jeg altid skrev det i pigernes poesibøger, hvor man bl.a. skulle svare på, hvilken musik man foretrak…
Country Joe havde i øvrigt forbindelser til Danmark. Blandt andet skrev han musikken til Jens Jørgen Thorsens Henry Miller-filmatisering: Stille dage i Clichy, som blogbestyreren fandt på vhs, dengang DVD’er for alvor begyndte af fortrænge de gode, gamle bånd fra markedet…