[Flickr photo]
Som nævnt i omtalen af fyrreårsdagen for The Beatles’ besøg i København, så var Ringo Starr ikke med. Han var sygemelt og skulle have fjernet sine mandler. I stedet vikarierede James “Jimmy”” Nicol. Og til dels tilskyndet af Torbens kommentar om Nicols alder – han fylder 70 til august -har jeg sat mig for at undersøge, hvad Jimmy har bedrevet ellers – og ikke mindst siden, han havde sine (lidt mere end) femten minutter berømmelse som stand-in. Det er lidt sjovt at finde ud af, at det faktisk var selveste George Martin, der sørgede for at indsætte Nicol i rollen. Martin havde lært Nicol at kende i forbindelse med en optagelse med Tommy Quickly, en rock’n roll sanger fra Liverpool og en af manager Brian Epsteins folk. Desuden havde Nicol medvirket på en Beatle-coverplade – “Beatlemania”. Så man kunne gå ud fra, at han kendte numrene. Det fortælles også, at Nicol lånte Ringos scenetøj, men måtte tilpasse det med sikkerhedsnåle… Ialt ni koncerter nåede Nicol at spille, inden Ringo vendte tilbage i Melbourne, Australien. Jimmy Nicol fortsatte sin musikalske karriere en tid efter Beatles-oplevelsen, som han vist fik 500 £ og et indgraveret armbåndsur for som betaling. Med sin eget band, The Shubdubs, udsendte han to singler (Husky/Don’t come back og Humpty Dumpty/Night Train), der begge floppede. I 1964 mødte han igen for en kort bemærkning The Beatles, da han var på samme plakat ved en optræden i Brighton. I årene efter spillede han bl.a. sammen med svenske Spotnicks, men efter 1967 blev musikken noget sekundært. Nicol ernærede sig som knappeproducent i Mexico, og da han vendte tilbage til England i 1975 kastede han sig over renovering af huse og snedkeri. I 1988 forlød det, at han var afgået ved døden, men det kunne Daily Mail afvise i 2005, hvor man fandt ham i London, hvor han levede i selvvalgt isolation. Og der befinder han sig vist endnu.