Rolling Stone Magazine var i mange år journalistisk bannerfører for musikscenen, og de interviews, bladet lavede, var uomgængelige, hvis man ville vide mere om tidens kunstnere. Hvad enten det var John Lennon, Bob Dylan eller et andet koryfæ. Nu er de bedste interviews fra bladets fyrre år – 1967-2007 – samlet og udgivet på dansk ved Jann S. Wenner på Rosenkilde. Mød Pete Townshend, Jim Morrison, Phil Spector, John Lennon, Ray Charles, Truman Capote, Johnny Cash, Neil Young, Oriana Fallaci, Brian Wilson, George Lucas, Johnny Carson, Joni Mitchell, Francis Coppola, Tom Wolfe, Jack Nicholson, Bill Murray, Clint Eastwood, Eric Clapton, Tina Turner, Robin Williams, Leonard Bernstein, Spike Lee, Jerry Garcia, Axl Rose, Bruce Springsteen, David Letterman, David Geffen, Kurt Cobain, Courtney Love, Mick Jagger, Patti Smith, Hunter S. Thompson, Bill Clinton, Dalai Lama, Bob Dylan, Ozzy Osbourne, Keith Richards, Eminem og Bono. Om Rolling Stone har samme status som dengang, det hele startede, kan man godt stilllet et stort spørgsmålstegn ved. I hvert fald er der kommet andre magaziner på banen, der vægter musikken højere end stjernedyrkelsen…
@mb: Dark Side.. lÃ¥ pÃ¥ Billboard i 1500 uger (29 Ã¥r!) har jeg lige læst… Og mÃ¥ske vil den nye udvikling inden for musikdistributionen genopvække den slags musik, der ikke kun vil underholde? Med internettet vil det blive nemmere at skabe den slags musik – og fÃ¥ det ud til dem, der er interesserede.
http://foxyurl.com/4Jv
Længe.
Der var nogen ‘meta’-lag i musikken, der gjorde at den ikke kun var en vare pÃ¥ hylden, som det er i dag. Den musik vi snakker om var mere end kun underholdning – den var en modreaktion pÃ¥ ‘kun’ at være underholdning.
Der var heller ingen opskrifter på hvordan musikken skulle lyde for at få gennemslagskraft, der var heller ikke mange bands at sammenligne sig selv med. Forskellen mellem de populære bands var også meget større end den er i dag (det er Så nemt at lave en lang liste af eksempler). Og vækstlaget turde eksperimentere, det var næsten et krav. Hvis man ser på Pink Floyds udvikling er det jo et slående eksempel. Og kedelige blev de netop da deres plader senere lød som om de blev lavet efter en formel.
I dag er der musikskoler der udddanner dygtige musikhåndværkere i metermål, og de nyere bands er stilbevidste på det kedsommeligste, det elektroniske udstyr man kan købe færdigt til at lave musik med er uendeligt og meget billigere end den gang, narcisismen er i top, og et godt band slår næppe igennem til et større publikum uden video, TV, og massiv promotion.
Det er både nemmere og hårdere (værre) at være pop-rockmusiker i dag.
@mb: Ja, og hvor længe var det Pink Floyds Dark Side lå på listen?
Det var andre tider.
Tænk pÃ¥ at Iron Butterfly’s 17 minutter lange In-a-gadda-da-vida blev nr. 4 i 1969, og lÃ¥ pÃ¥ de amerikanske hitlister i 140 (ethundredefyrre) uger !
@Donald: En af grundene til, at Beatles holdt op med at give koncerter var, at hysteriet – Beatlemania – gjorde det musikalsk meningsløst at optræde. I øvrigt har du ret i, at musikken var en “del af noget større”. Det lÃ¥ i tidsÃ¥nden. Og derfor kan de gamle interviews være interessante og lærerige at læse.
Jamen det, der er specielt ved slutningen af 60’er rock/beat er jo, at de musikere var klare over, at de ikke bare spillede musik, men at musikkens forløsende, erkendende kraft var af stor, og at de egentlig blot var en del af noget større. Bare tænk pÃ¥ larmen ved en Beatles”koncert”. Hvordan man kunne kalde det en koncert, har altid overgÃ¥et min forstand.
Men altsÃ¥, del af noget større end dem selv: Derfor var det vigtigt at høre, hvad de sagde og mente om det ene og det andet. Det er altid nemt at nedgøre dem bagefter, fx. husker jeg (Ã¥r senere) en notits i Time Magazine om at Boy George havde leveret Ã¥rets bemærkning: “Ting er ikke altid det, de ser ud som”.