Da jeg studerede på universitetet, havde jeg en lang træls periode, hvor jeg flyttede meget. Faktisk flyttede jeg otte gange på otte år. Og det blev hårdere og hårdere for hver gang, blandt andet fordi bog- og pladesamlingen var vokset (og sådan noget vejer…). Jeg flyttede fra det ene mere miserable sted til det andet i noget, der lignede en evig jagt på en menneskeværdig bolig. Det lykkedes da også til sidst at få en god lejlighed.
I dag kan jeg huske, at flytteriet gjorde mig mere og mere stresset og rastløs for hver gang, grænsende til den rene depression. Siden dengang har jeg flyttet et par gange med min familie. Men fik et flyttefirma til at tage sig af det grove. Og der er en stor forskel på de to måder at flytte på. Jeg blev mindet om det i dag, hvor fruen og jeg tog til Silkeborg-kanten for at hente noget indkøbt møblement. Det var ikke mere, end vi nok mente, at vi selv kunne slæbe det ud i kassevognen og ind i lejligheden. Men vi havde glemt, hvor hårdt det egentlig er at slæbe et stort møbel op af nogle trapper. Pludselig var jeg tilbage dengang, hvor jeg baksede ABC-reolen ind i en leddeløs 2CV eller fik forlænget armene ved at slæbe overfyldte bogkasser ned ad smalle trapper i en etageejendom i det indre århus. Kroppen kunne huske det, som var det i går…