Dagen i dag

Author:

Gravhunden og jeg flottede os med en tidlig tur i Pindemarken, aka Mindeparken aka Marselisborg Park. Vejret var mildt og forårsagtigt. Gummistøvler var en selvfølge. Der var dømt joggerfri hundeluftning. Nogle dage kan man være heldig. Sådan en hundetur giver ilt i blodet og klarer tanken. Burde være enhver vel undt.
Ellers er det dagen derpå. Herrehåndboldslandsholdet tabte til Polen. Man kan ikke blive verdensmester, hvis man skal have alle marginalerne på sin side. Men underholdende var det da, så længe det varede. Trist er det blot, at finalen er overladt til de alt for selvhøjtidelige (pænt formuleret ikke?) tyskere. Jeg skal nok lade være med at afsløre, hvem jeg holder med.
Og så er det også dagen, hvor vores konservative miljøminister, Conny Hedegaard, med FNs klimarapport i hånd vil råbe politikerne op til handling her og nu. Lokummet brænder. Men hvem har lyttet til alle de foregående opråbere? Så hellere Lomborg, der kan lave en cost-benefit-analyse og kalde det videnskab. Samtidig kan man på DR TV se meget smukke BBC-udsendelser om den blå planets flora og fauna, som vi altså grådigt er ved at ødelægge. For vi følger jo bare markedskræfterne. Globalisering, hu-hej, hvor det går. Forestillingen om et andet samfund med en mere ligelig fordeling af verdens goder osv. er irrationelt drømmeri, som kun venstresnoede romantikere og nostalgikere fortaber sig i. God dag i blogland.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *