Nu blev det så åbenbaret, hvad der allerede lå i kortene i går: Karen Jespersen springer ud som folketingskandidat for det såkaldt liberale parti Venstre. Hun opstiller i århus Amt i passende afstand fra den tidligere partikammerat og nu konkurrent Svend Auken. Et uforståeligt “hamskifte” blev det kaldt af Socialdemokratiet partisekretær Henrik Dam. Men – selv om blogbestyreren i går skrev en nostalgisk orienteret kritik af hamskiftet, så er måske blot udtryk for konsekvent radikalisering af den moderne mediefokuserede politikertype, der har været undervejs gennem flere år. Det mediebevidste karriere- og magtmenneske, der for længst har indset, at det repræsentative demokratis kontrakt mellem vælger og folkevalgt holdningsrepræsentant er kompromitteret i sådan en grad, at det nu gælder om at have næse for de mediebårne populistiske strømninger, der kan føre til valg eller genvalg til tinge. Hvad betyder det i medierne ultrakortidshukommelse, at du engang var glødende internationalist med lilla farvet ble om håret, hvis du nu ved at fremstå som den dybtfølte xenofob kan stryge op på den politiske himmel og måske endda blive den nye integrationsminister? Keine Hexerie, nur Opportunismus!
Men, hvad tænker de så i de såkaldte liberale parti Venstre? Når de sådan indlemmer en tidligere revolutionær i deres forreste rækker? Er det endnu et eksempel på historiens ironi? Eller viser det blot, at der i enhver Venstre-70’er-revanchist gemmer sig en revolterende romantiker? Eller blot, at der i forvejen er forvandlingskugler i det gamle bondeparti. Formanden fx.

Læs også Paws gravskrift over Danmarks forhenværende liberale parti, Venstre.