Det er mere end fyrre år siden, den unge, tyske student Benno Ohnesorg blev skudt ned i forbindelse med en demonstration i Berlin mod Shahen. Ohnesorg blev skudt i baghovedet på klos hold.

Politimanden, der skød, blev frikendt i to omgange. Omstændighederne omkring nedskydningen af den unge mand og myndighedernes behandling af sagen har siden været genstand for megen kritik og debat, men Ohnesorgs død blev en vigtig symbolsk hændelse, der var med til at legitimere studenterbevægelsens politiske arbejde og venstrefløjens kritik af det bestående. Pressefotoet af den døende Ohnesorg blev et mytologisk billede på linje med billeder af de nedskudte studenter i Ohio.

I dagens aviser kan man i dag læse, at den politimand, der skød Ohnesorg, var spion for DDRs forhadte Stasi. Der er ikke noget, der tyder på, at han skød Ohnesorg i sin egenskab af spion, men derimod i sin egenskab af vesttysk politimand. Imidlertid fortæller den historisk afsløring, der kommer efter frigivelse af papirer fra Stasi-arkivet, noget om, hvor kompliceret den politiske virkelighed var i Forbundsrepublikken efter nazitiden. Ikke alene lå den umiddelbare fortid, nazitiden, som en langt hen ubearbejdet, tungtvejende byrde på det unge, borgerlige demokrati, men samtidig skulle man håndtere og leve med en højspændt efterretningsrelation til DDR, hvor hundredvis af spioner havde deres virke i Forbundsrepublikken. Hvor meget myndighederne (og den vesttyske efterretningstjeneste) kendte til politimanden Kurras rolle som spion vides ikke, og måske får vi det aldrig at vide. Men frifindelsen af ham kunne måske tyde på, at myndigheder vidste mere, end der kom frem dengang…

Nyheden er et godt eksempel på, hvor vigtig en bestemt humanistisk faggruppes -  historikernes – arbejde er for vores forståelse af verdens gang – og dermed for vores forståelse af den tid, vi lever i. Når det store flertal af danske folketingspolitikere – i følge dagbladets Informations undersøgelse – ikke mener, at humanistisk forskning er noget at samle på (hvilket bl.a. ses på antallet af humanistiske forskningsstipendier etc.), så glemmer (fortrænger, fornægter…) de helt, at det, de humanistiske fag beskæftiger sig med, er selve det humane. Forståelse af det humane i alle dets aspekter: hvad det menneskelige er, menneskets bevæggrunde, historiens betydning som del af naturhistorien osv. Sætter vi en parantes om det humane i forskningens verden, afskærer vi os fra muligheden af at ændre verdens gang…
ps. illustrationen herover er hentet fra Flickr.