Nej, ingen provokerende indlæg her. Ingen fordybelse i “sagen” her. Jeg valgte helt bevidst ikke at se dokumentaren om den såkaldte Tønder-sag, da DR havde programsat den kl. 20 i går aftes i det, man kalder prime time, så man kunne være nogenlunde sikker på, at alle børnefamilierne kunne se den… Jeg valgte helt bevidst at holde nysgerrigheden i bur; den indre svinehund i kort snor. Jeg behøver ikke at få mere at vide om denne sag, end jeg ved i forvejen fra avislæsning. Jeg behøver ikke at se mere for at indse, hvad jeg allerede har indset om den side af det humane. Jeg behøver ikke at vide mere for at genkende det alt for menneskelige. Og jeg er såmæn ikke specielt rystet over denne sag. Faktisk tror jeg, at der foregår tilsvarende ting i andre familier, i andre hjem. Incestsagerne hober sig op i medier og på politikontoret. Voldtægtssager – reelle og opdigtede – udpensles i boulevardbladene. Den psykiatriske litteratur, ja, litteraturen slet og ret, er fuld af forfærdende beskrivelser af den menneskelige naturs udfoldelser. Alligevel lægger vi låg på, for ellers ville det ikke være til at bære.
Man burde i stedet sende udsendelser om ansvaret for Irak; jeg er vist ikke den eneste, som har undret mig over at vi i oppositionen er blevet så mundlamme siden 2001. Der er så mange oplagte emner at vælte Fogh med, og det er først nu at Helle Thornings strategi begynder at tage sikker form, og der er alt for langt igen.
Tænk på at det trods alt var Tamil-Sagen, kompliceret, som den var, som udløste et regeringsskifte, så medieomtale af familie ulykker er desværre bare afledning. Jeg håber udsendelsen var garneret med udtalelser fra terapeuter om, hvordan man skaber en tryg tilværelse for misbrugte, misrøgtede børn og så samtidig nævnte, at skatteprovenuet er stort nok til at financiere en indsats, men at der mangler uddannelser.
Jeg har heller ikke set den og synes det er synd at de viser denne slags ting; jeg tror ikke det er godt for barnet, men jeg ved det jo ikke.