Blandt den efterhånden betragtelige bunke bøger, der ligger ved min seng, har jeg nu omsider fået gnavet mig igennem Søren Ulrik Thomsens Essay-samling “Repremiere i mit indre mørke” fra i år.

S.U.T., som han kaldes, og jeg er nogenlunde jævnaldrende, og det giver en særlig indfaldsvinkel til læsning af en sådan erfaringsbaseret bog. En ting har slået mig ved læsningen, nemlig den betydning, det har, at man – når man runder de 50 – får en særlig bevidsthed om den historie, man er en del af.

Den ungdommelige indbildning om, at man (kun) udgør en særlig generation blandt generationer – med unikke erfaringer og overlegen tilgang til tilværelsen, blegner – og man får et skærpet blik for det, der på tværs af årtier og – ja – århundreder, binder os sammen med andre generationer. Selv om enhver generation selvsagt har noget særligt, der adskiller fra alle foregående, så er der også fælles gods.

Generationen omkring punk-opgøret, som S.U.T knytter sig til, var påfaldende i deres rebelskhed – i moden, musikken, attituden osv. Men samtidig var selve rebelskheden noget, de delte med de foregående generationer. De unge har noget til fælles med dem, der engang var unge. Selv om de helst ikke vil tro det…

Når denne forbundethed går op for en, åbnes også ens øjne og ører for de tidligere generationers udtryksformer. Fx i musikken. Det kommer fx tydeligt frem i essayet om musik “Så klog at man kan undvære ørerne”, hvor titlen netop sigter til den unge S.U.T’s besserwissen med hensyn til musik. En bedreviden, der fx afskrev sangerinden Grete Ingmann enhver interesse, fordi hun gik i garbadinebukser, lignede digterens egen mor og optrådte i den småborgerlige del af underholdningsbranchen med Melodi Grand Prix og koncerter hos Palle Tivoli.

Nu, hvor forfatteren – i citeret samstemmighed med kollegaen, musikanmelderen Klaus Lynggaard – opfatter Ingmann som en af dansk pops helt store sangerinder, så kan ungdommens vildfarelser let komme til at se pinlige ud. Men essayet handler ikke bare om bagklogskabens lidet flatterende lys, men også om, at den tyngde, livet giver i erfaringen, gør, at man får øjnene og ørerne op for ikke bare den historiske bundethed i fx et stykke musik, men også for det, der – i bedste fald – rager ud over samtiden. Det er overskrider tidsbundetheden i kunsten. Det transhistoriske, med en fint og fremmed ord.

Thomsens bog er, som dette eksempel, viser en tænksom bog, der – uden på nogen måde at være intellektuel i sin tilgang – reflekterer sin samtid på en personlig og underholdende facon. Anbefales.