Omtalen og genhøret af Doors’ vellykkede Absolutely Live! gav mig blod på tanden og lyst til at opsnuse flere af de live-indspilninger, der er kommet siden med gruppen. For The Doors er et af de tresserbands, der står mit musikalske hjerte nærmest og som gennem årene har bevaret den musikalske fascinationskraft usvækket.
Sidste år udsendte nostalgi-pladeselskabet Rhino The Doors Pittsburgh Civic Arena 1970 . Der er tale om optagelser, der er taget fra bandets egne Bright Midnight Archives. Ialt firs minutter fra den koncert de afhold i Pittsburgh den 2. maj 1970. Til forskel fra Absolutely Live!, så er er der tale om mere “rå” indspilninger, der ikke er redigeret så hårdt, nærmest nænsomt af den gamle lydmand Bruce Botnick. Lyden er ikke state of the art anno 2009, til gengæld trænger musikken igennem.
Det er en kendt sag, at Jim Morrison ikke altid var appelsinfri, når han gav koncert. Faktisk var han syrehovedet over dem alle i følge Grace Slick, der aldrig har oplevet nogen konsumere så megen sprut og så mange stoffer som Morrison. Og ofte var han også knokkelskæv på scenen, så de andre musikere havde nok at gøre med at holde ham til mikrofonen. Men i denne optagelse virker han yderst oplagt og energisk i sjælden grad. Det betyder også, at bandet som helhed lykkes med det inspirerede samspil, der har været deres måske fornemste varemærke. Et andet varemærke fra gruppens aktive karriere er dens talent for improvisation, der folder sig ud på smukkeste vis på denne optagelse, fx i den mere end seksten minutter lange udgave af “When the Music is over”.
The Doors’ blues-baggrund skinner tydeligt igennem i denne koncert, der indledes af en kongenial fortolkning af Burnetts og Dixons “Backdoor Man”, der lydefrit glider over i bandets egen “Love hides”. Også Johnsons “Crossroads” og Dixons “Close to you” får gruppens kærlighed at føle. Det gælder i øvrigt også “Mystery Train” af Parker og Phillips, selv om dette rockabilly-nummer vel næppe kan kaldes blues…