Engang diskuterede jeg politik eller politisk engagement med en falleret Venstre-politiker i Esbjerg. Hans holdning til mine forbehold over for partidisciplin og topstyring var, at man skulle være medlem af et parti for at få indflydelse – og så var det egentlig ligemeget, hvilket parti, der var tale om.
Jeg var ikke og er ikke enig. For mig skal der være en klokkeklar sammenhæng mellem personens grundholdninger og en evt. parti-tagen.
Episoden rinder mig i hu ved læsningen af dagens avis, Tante Berlingeren. Her kan man læse, at den tidligere venstresocialist, kvindefrigørelsesfortaler, socialdemokrat m.m. Karen Jespersen på statsminister Fogh Rasmussens hjertelige opfordring nok træder ind i det tidligere bonde- og nu erhvervslivsparti Venstre. Der er blot en par småting, der skal på plads. Et håndslag på, at hun kan blive minister, når og hvis Venstre igen kommer til magten efter næste valg. Og i den dur.
Statministeren har – i et af sine efterhånden få klare øjeblikke – set, at Karen Jespersen for længst har markeret holdninger, der befinder sig langt inde i Venstres ideologiske patchwork. Blandt andet har hun samme holdning til “sammenhængskraften” i det danske samfund. Denne metafor for fremmedfjendskhed og nedgroet nationalisme og mental forhudsforsnævring. Måske er hun vitterligt så langt inde (eller ude…), at hun er helt derovre til højre, hvor forskellen på Venstrefolk og medlemmer af Dansk Folkeparti er helt udvisket.
Jeg ved da godt, at tiderne skifter (Bob) og – som en anden Socialdemokrat engang udtrykte det – at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt. At vi bevæger os gennem livet, også politisk. Men ikke så meget, vel? Jespersens spring til højre ligner mest af alt en vindbøjtel i orkan, manisk vendekåberi, opportunisme for fulde journalistiske og politiske gardiner. Det handler allermest om at have magt og ikke om, hvad den magt skal gøre godt for. Ud til højre! I mere end en forstand…
Læs også her.
@Carsten: Ja, netop. Og man mÃ¥ sÃ¥ spørge sig selv om, hvad der driver hende? Er det overbevisninger og holdninger eller er det bare magt for magtens egen skyld? Retorisk spørgsmÃ¥l…
Foghs opportunisme har vi vist ogsÃ¥ allerede fÃ¥et sat pÃ¥ plads – gentagne gange 🙂
MÃ¥ indrømme, at jeg ogsÃ¥ personligt er meget overrasket over den fart, hvormed Karen J. har skiftet holdning. SÃ¥ sent som i 1998 oder so udtalte min vejleder (som vist kun folk fra EL og det yderste SF vil beskylde for at være højreorienteret) sig meget rosende om hendes initiativer som socialminister – og sÃ¥ pludselig, bum.
@Carsten: Selvfølgelig sigter jeg til Karen Jespersen. Og lader Foghs vendekÃ¥beri ligge her. Og jo, hun ved præcist, hvad hun vil med sin politiske profil, hvor løjerlig den end er. Og hun vil det Ã¥benbart for enhver pris. Nogle vil tage hatten af for det. Jeg mener, at hendes magtbegær overskygger enhver form for grundholdning…
Jeg gÃ¥r ud fra, at det er Karen J. du henviser til nÃ¥r du skriver at “Det her ligner nu mest af alt en vindbøjtel i orkan, manisk vendekÃ¥beri, opportunismen for fulde journalistiske og politiske gardiner. Det handler allermest om at have magt og ikke om, hvad den magt skal gøre godt for.” Oder was?
Personligt forekommer dte mig, at karakteristikken passer lige sÃ¥ godt, mÃ¥ske endog bedre, pÃ¥ Anders Fogh. Jeg tror rent faktisk, at Karen J. har en meget klar idé om, hvad hun vil bruge sin evt. magt til – det har hun efterhÃ¥nden forklaret i en del bøger, foredrag og artikler. Hvis der i denne sammenhæng er nogen, der synes praktisere “opportunisme for fulde gardiner” ved at sælge ud af sine (liberale) grundprincipper, sÃ¥ er det vel Fogh?
At han vil lade Karen J.’s løjerlige (næsten DF-agtige) sammenblanding af højreorienteret flygtninge-indvandrer politik og (forholdsvis) venstreorienteret velfærdsyn repræsentere Venstre siger vel alt om, hvor langt han er villig til at gÃ¥, for at holde pÃ¥ vælgerne.