Tænk dig, hvis nu du kunne høre den musik, du kan lide, blot ved at gå ind på en on-line-tjeneste. Gratis. Ville du så have brug for at have musikken liggende på din pc, bærbare, mobiltelefon? Nogle af de eksisterende tjenester – fx TDCs Play og den franske www.Deezer.com – peger i retning af den mulighed. Og flere vil sikkert komme til. Piratkopiering af musik handler om, at “forbrugerne” vil have adgang til den musik, de har lyst til at lytte til. Hele tiden, og dér, hvor de har brug for musikken. Udviklingen – fildelingen – har gjort, at rigtig mange betragter det som en selvfølge, at de kan finde den musik, de har lyst til at lytte til på nettet. Udfordringen for den betrængte musikindustri er at sørge for, at kunderne kan få adgang til den musik, de lyster, samtidig med, at der tjenes penge på distributionen. Og det kan godt være, at streaming i forbindelse med indtægtsgivende supplement (fx reklamer, andre tjenester osv.) kan være en farbar vej.
I Berl. TIdende kan man læse om dette perspektiv i en artikel, der også er en kommentar til den netop vedtagne franske HADOPI-lovgivning. To it-eksperter, bl.a. Søren Tvilsted, manden bag Play, peger på en åbenlys svaghed ved denne lovgivning. Den vil især rette sig mod den enkelte private internetopkobling. Men virkeligheden er, at mange unge bruger deres uddannelsesinstitutioners internet til fx at downloade ulovligt fra. Dertil kommer et stort antal trådløse netværk på arbejdspladser og andre steder (fx DSB-tog…). Kan man forestille sig, at HADOPI-loven vil afbryde et universitets internetforbindelse? Næppe. HADOPI-loven er udtryk for bagstræb og for et lavt politisk erkendelsesnivau med hensyn til internettets udvikling. Derfor må vi håbe, at EU sætter en pind i hjulet – og at musikbranchen ser lyset i at gøre musikken tilgængelig, gratis og legal for forbrugerne…