Uanset hvor mange retoriske krumspring regerinspolitikerne bruger for at få os til at tro, at der aldrig har været brugt så mange penge på det offentlige, og at “velfærden” aldrig har været så beriget som nu, så må det står klart for enhver med berøring med den kommunale offentlighed, at kommunerne for længst er kommet derud, hvor de ikke længere kan sikre en acceptabel standard. I går kunne man høre om en ældreinstitution, hvor de ældre fik lov til i timevis at sidde indsmurt i deres egen mad, fordi der ikke var ressourcer til at rengøre dem. Og en politiker fra de pågældende kommune lagde ikke fingre imellem, da han skulle placere det økonomiske ansvar hos regeringen. Forleden kunne man høre den ellers meget diskrete og diplomatiske Erik Fabrin – Venstremand, borgmester og formand for Kommunernes Landsorganisation – udtale, at kommunerne mangler mindst 21 millliarder for at kunne sikre den mest elementære standard for borgerne.
Og i dag kan man læse en anden tankevækkende historie, der indirekte fortæller noget om pengenes betydning i spillet mellem kommuner og stat. Det drejer sig om en ung flugtfange, der i gårsdagens nyhedsudsendelser blev omtalt som meget farlig. Når man læser denne artikel fra Jyllands-Posten, så får man et helt andet billede – og en historie om en mentalt lidende ung mand, der sendes rundt i systemet, fordi der ikke er ressourcer nok til at varetage hans tarv. Det er skandaløst…