I går aftes så jeg omsider Bruce Willis’ fjerde ombæring som politimanden Mclane, der ordner ærterne for – ja, stort set – hele verden. Jeg har set de foregående tre og har været godt underholdt. Hverken mere eller mindre. Underholdt på den betingelse, at man kan sluge kameler. Og kamelen i denne sammenhæng er den ærkeamerikanske dyrkelse af individualisten – den ensomme ulv, der ikke kan få familielivet til at fungere – der gør det, der er nødvendigt, for at redde verden. En moderne, men allerede lidt bedaget, udgave af halvtredsernes gun-slinger-hævner fra de store western-sagaer.

Hvis man lader de kritiske briller ligge på hylden og accepterer, at hovedpersonen med indlysende selvfølgelighed kan bekæmpe fx en kamphelikopter og et jagerfly, så er man godt underholdt i et par timer af historien om, hvordan øretæver kan ordne et globalt (=amerikansk) it-sammenbrud tilvejebragt af en tidligere offentlig ansat it-ansvarlig.

Den formildende omstændighed ved Die Hard-filmene er Bruce Willis, der selv i de mest alvorlige scener kan trække på smilebåndet og fyre en humoristisk one-liner af.

Sound-tracket er ikke det store, men der er dog en enkelt skæring, der træder frem. I en scene, hvor Mclane skal akklimatisere den unge it-nørd, som både har medansvar for katastrofen og for dens overvindelse, lytter de til Creedence Clearwater Revivals “Fortunate Son” på bilradioen. For Mclane er det klassisk rock, for nørden alt andet end det. Sangen er selvfølgelig ikke tilfældig valgt. Den er som skabt til hovedpersonen John Mclane, der heller ikke er født med en sølvske i munden:

Some folks are born made to wave the flag,
Ooh, theyre red, white and blue.
And when the band plays hail to the chief,
Ooh, they point the cannon at you, lord,

It aint me, it aint me, I aint no senators son, son.
It aint me, it aint me; I aint no fortunate one, no,

Yeah!
Some folks are born silver spoon in hand,
Lord, dont they help themselves, oh.
But when the taxman comes to the door,
Lord, the house looks like a rummage sale, yes,

It aint me, it aint me, I aint no millionaires son, no.
It aint me, it aint me; I aint no fortunate one, no.

Some folks inherit star spangled eyes,
Ooh, they send you down to war, lord,
And when you ask them, how much should we give?
Ooh, they only answer more! more! more! yoh,

It aint me, it aint me, I aint no military son, son.
It aint me, it aint me; I aint no fortunate one, one.

It aint me, it aint me, I aint no fortunate one, no no no,
It aint me, it aint me, I aint no fortunate son, no no no…