I nostalgiens lette lys kan fortiden let komme til at se mere candyflosslyserød ud, end den egentlig var. Og når det drejer sig om barndomserindringer, så spiller det også ind, at der var ting og forhold, man ikke skænkede en tanke dengang. Som fx, at man kunne blive ramt af alvorlige sygdomme og måske endda dø af dem, hvis man da ikke “kun” blev handicappet af dem. Jeg tænker selvfølgelig på polioepidemien, der ramte Danmark i 1952-53 og tog sig ca. 7.000 ofre. Jeg husker endnu ældre kammerater, der var svækket af sygdommen. Og poliovaccinationerne i 1955-56, der begrænsede effekten af den næste børnelammelsesepidemi i 1961. Nålestik fra store kanyler og sukkerknald med noget rødt vaccine på.
Men også tuberkuloseundersøgelserne, som foregik i en stor lastbil, der kom på besøg i skolerne. Man blev bedt om at tage overtøjet af ind til undertrøjen, og så blev man placeret foran den store strålekanon, hvorefter man hørte en mærkelig lyd. Jeg husker endnu den mærkelige fornemmelse af, at der var overgået en noget, som man ikke rigtig vidste eller forstod, hvad var. Stråler var gået igennem ens krop og havde set ens indre. Nogen havde taget et billede af ens indre, som man selv aldrig havde set eller fik at se. Seancen gentog sig nogle gange. Jeg husker i hvert fald tre omgange. Man tog tuberkulosen meget alvorlig dengang. Og med rette. Min fars lillebror, der var sømand, fik tuberkulose dengang efter en tur til Grønland. Min far sagde, at det var, fordi han ikke kunne holde sig fra de kærlige grønlandske piger. Men mindre kunne også have gjort det… [ Endnu engang tak til Esbjerg Billedarkiv for at vække erindringer til live… ]