Der er ikke langt (i erindringen i hvert fald…) fra Honeycombs til Honeybus. Og Honeybus var også en slags engangshittergruppe fra 1960’erne. I hvert fald fik de deres allerstørste succes med den fortræffelige sang I can’t let Maggie go i det herrens år 1968, hvor den blev nr. 8 i England. Gruppen blev sammenlignet med The Beatles i perioden omkring Rubber Soul. Og der er da også lighedspunkter. Dels skrev to af bandets medlemmer de fleste af gruppens sange ( Pete Dello og Ray Crane, der også sang og spillede diverse instrumenter ). Og dels var deres melodier af høj karat. Gruppen fik aldrig helt den kommercielle succes, som musikernes talent fortjente, og det skyldtes nok, hvad man kunne kalde manglende sans for det forretningsmæssige. Fx havde sangskriver Dello ikke lyst til at lave koncerter (!) og heller ikke til at besøge USA, da successen var på sit højeste. Men gruppen fortsatte med at lave musik langt ind i 1970’erne, og der er kommet flere opsamlingsplader med deres musik, som har mange tilhængere rundt omkring. Medlem Colin Hare er stadigvæk aktiv og har en hjemmeside, der blandt andet fortæller om tiden med Honeybus og giver mp3-eksempler på mandens egen musik.

Der findes endnu ikke nogen video med I can’t let Maggi go eller andre Honeybusnumre; men man kan høre det på last.fm – og så findes det på et utal af compilations fra perioden..