De bedste musikanmeldelser, jeg kan læse, er dem, hvor anmelderen træder tilbage og trækker musikken og dens udøver frem, så man får lyst til at lytte med. Alt for ofte forholder det sig omvendt. I vor ego-centrerede kultur er den selvudslettede bladsmører mere undtagelsen end reglen. Uden af ville kalde Weekendavisens Henrik Wivel for selvudslettende – hvilket ville være helt galt afmarcheret – så vil jeg gerne fremhæve hans anmeldelse af Candi Statons koncert på Berns Salonger i Stockholm fornylig (og hendes seneste cd). I anmeldelsen lykkes det for Wivel at få fremstillet Staton som en kunstner, der bare er blevet bedre og bedre med årene, efterhånden som livserfaringerne (herunder fire ægteskaber…) har modnet hende som menneske, samtidig med at stemmen er modnet i styrke og nuanceret frasering. I modsætning til Aretha Franklin, der ellers nærmest har haft titlen “Queen of Soul” siddende uanfægtet på sig, siden storhedstiden i tresserne. Og måske uberettiget. I hvert fald er jeg enig med Wivel i, at Franklin nu om stunder – senest ved Obamas indsættelse – råber eller skriger mere end hun egentlig synger. Måske var det derfor hendes hat fik mere opmærksomhed end hendes sang?
Candi Staton kender jeg godt især fra hendes tid med diskobølgen, men jeg har ikke fulgt hende siden hen. Og det er nok en fejl. Og måske er jeg ikke den eneste, der “glemt” hende herhjemme. I hvert fald har jeg ledt forgæves hos de store pladebutikker efter hendes nyeste udgivelser… Men lyt engang til disse eksempler på hendes modne, ekspressive soul fra dette årti. Der er virkelig noget at gå efter.

When Hearts Grow Cold – hendes nyindspilning af sit store hit Young Hearts Run Free – og denne kuldegysningfremkaldende udgave af I’m Just A Prisoner (Of Your Good Lovin’). Det kan godt være at Beonce sælger flere plader, men…