I gårsdagens aviser læste jeg, at et århusiansk seminarium solgte kurser til lærere, hvor de skulle lære at modtage øretæver fra eleverne og i den dur. Så langt er vi altså nået, siden dengang capac som ung hvalp i Esbjerg blev præsenteret for Vestre skoles udvalg af spanskrør. Der var tykke rør og tynde rør. Og i følge min far, der også var dreng i byen, så var det de tynde, der gjorde mest ondt, når de ramte bagen eller – værre endnu – fingrene på katederet…

Halvtredsernes “frie opdragelse” og det antiautoritære oprør fra tresserne og frem har fejlet, for så vidt det ikke er muligt etablere en gensidig respektfuld relation mellem lærer og elev… Men skolen er et spejl af det omkringliggende samfund, vi lever i. Som Hans Scherfig demonstrerede med romanen Det forsømte forår, så er skolen et proportionsforvrænget spejlbillede af Samfundet. Og sådan er det stadigvæk. Respektløsheden, mobberiet osv. lever i bedste velgående uden for skolegården, hvor den egomane individualisme i nyliberalismens tid dyrkes og fremmes socialt, trafikalt osv.

Tænk på dig selv! Og dernæst på dig selv og først i tredje ombæring på din næste, når lokummet (dit lokum!) brænder. Finanskrisen fortæller med al ønskelig tydelighed om, hvordan det går, når grådig individualisme får lov til at udfolde sig uhæmmet. Og om, at denne individualisme er en stor illusion. Vi er en del af hinanden, som de sang ude på Christiania. Uanset om vi kan lide det eller ej.

Min datter fulgte i sin skoletid diverse anti-mobning-uger og -projekter. Og det hjalp ikke en dyt. Eleverne lærte, hvad de skulle mene om mobning og hvilke teknikker, der skulle bruges til at undgå mobning. Men mobningen fortsatte desuagtet og blev nærmest forstærket af den viden, ungerne fik om mobningens virkemåde og psykologi. Og sådan har det været i mange år.

Jeg mærkede også mobningen på min krop, da jeg gik i skole. Og jeg så mange andre, der blev mobbet. Selv om mobningens begreb slet ikke eksisterede. I mange år var jeg “klassens tykke dreng” og måtte sluge adskillige stikpiller i den anledning – og overhøre bagtalelsens perfiditeter. Men der var grænser for, hvad jeg blev udsat for, for jeg var også klassens store, stærke dreng. De andre vidste godt, hvem der ville komme ned med nakken i en slåskamp.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger man jo. Og jeg tror ikke, at mobning altid fører til traumer osv., selv om den selvfølgelig sætter sine spor i ofrene. Og selv om det ikke gælder i almindelighed, så fik jeg noget positivt ud af mobberiet. Tidligt i min ungdom besluttede jeg mig for, at jeg ville gå mine egne veje. Hvis jeg var “klassens tykke dreng”, så var det det, jeg var. Og fint nok med det. Jeg havde det som bøsserne, der tog identitetet på sig, når nogen råbte Bøsse! efter dem: Jeg er bøsse! Jeg er den tykke dreng! Med mine ekstra kilo gik jeg min vej i livet,og mobberiet vaccinerede mig kraftigt mod enhver form for autoritær indflydelse og social kontrol. Længe inden vi nåede frem til 1968.

Når man nu på samfundsplan agter at forfølge “tykke” danskere, så tager jeg af samme grund kraftigt afstand fra den slags statsautoriseret formynderisk “mobberi” forklædt som sundhedspolitik. Min kommune skal sgu ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv! I mit verdensbillede skal folk have lov til at spise og drikke sig en pukkel til, hvis det er det, de vil… Også selv om det koster på sundhedbudgettet.

Men ikke alle får noget godt ud af mobberiet. I The Daily Mail kan man fx læse et interview med den underskønne Kate Winslett, der har været undertegnede (eller overtegnede) skribents kæledægge, siden hun slog igennem i Titanic. I sin skoletid blev hun kaldt for “Blubber”, blev låst inde i skabet i formingslokalet og fik konstant at vide, at ingen nogensinde ville kunne lide (fancy) hende. Og selv i dag – med en Oscar-statuette på kaminhylden og en splinterny forside på magasinet Marie Claire føler Winslett sig som klassens “tykke pige”…

Kendere vil vide, at det er mere end forfængelig tale. For nogle år siden lagde hun sag an mod et andet modeblad, der havde slanket hende i Photoshop…

Som sagt er skolen et spejl af det omkringliggende samfund. Og i den forstand er det både forfængeligt og håbløst at tro, at man kan etablere anderledes relationer inden for skolens rammer. Jeg har aldrig forstået eller accepteret den almindelige skelnen mellem skole og “virkelighed”. Skolen er en del af den sociale virkelighed – på godt og ikke mindst ondt. Derfor nytter det ikke meget at sætte “mobning” på skoleskemaet og tro, man kan stoppe det, for mobningen fortsætter ufortrødent i frikvarteret.

Ungerne ved nemlig godt, hvad det drejer sig om uden for skolegården: Uhæmmet konkurrence og selv-promovering med beskidte midler (eksamenssnyd, fusk med cv’er osv.). It’s a Jungle out there. Stein Bagger er ikke en undtagelse i vort samfund. Han er et symptom….