Den sidste uges tid har jeg haft anmelderens privilegium at lytte til københavnerbandet Venices’ debutalbum Sober, der udkommer officielt i morgen.
Allerede ved første gennemlytning faldt jeg for nummeret “The Kill”, der er blevet min uges uundgåelige. “The Kill” sammenfatter i mine ører alt det bedste, som Venice har at byde på musikalsk og tekstligt. Der er en ren og klar fængende melodi, der går i blodet med det samme. En mangelvare i vores tid, hvis I spørger mig. Dertil kommer en udpræget sans for det lidenskabeligt storladne, som der jo er traditioner for i rockmusikken. Jeg tror ikke, at de unge mennesker i bandet ligefrem er opfostret med fx The Walker Brothers, men den uforfærdede, passionerede tilgang til sangene minder en hel del om dem – uden sammenligning i øvrigt. Og sanger og sangskriver Morten Kistrups stemme passer som fod i hose til stilen. På bunden ligger så en solid rockramme – bas, trommer og el-guitar – og sikrer, at storladenheden ikke kipper over i det pompøse.
Venice, der ud over Morten består af Tobias Overgaard (guitarist og medkomponist til de fleste af sangene), trommeslager Søren Wikke og basist Mark Rosenby, dyrker en stor lyd og går fx ikke af vejen for at bruge strygere og synthesizers for at skabe den.
Som i titelnummeret Sober males der et stort, flot og ikke mindst stemningssættende lydbillede op omkring en enkel fængende rocksang med en enkel tekst om en dreng, en pige og livets tømmermænd.
Pressematerialet mere end antyder, Venice henter inspiration i den såkaldte brit-pop (Suede, Oasis, Blur…). Enhver generation har jo sine forbilleder og står i gæld til de umiddelbare forgængere. Men Venice er langt fra epigoner. De fire, unge musikere har mere at byde på og er ved at finde deres egen formel med en række små filmiske, short-story-rock-sange, der både burde kunne appellere til det ungdommelige segment omkring Boogie-listen og et voksent publikum, der sætter pris på en god rock-sang, uanset hvilken årgang den måtte tilhøre.
Med deres melodiske sans og smag for enkel, hårdtslående rock skal Venice nok gøre sig i kampen om lytternes opmærksomhed. Selv inde i pigekammeret, hvor emo-rockerne ellers dyrkes, blev nysgerrigheden vakt, da jeg lod tonerne slippe ud af herreværelset…
Hermed anbefalet bloggens læsere.
Venice.