Jeg har en forkærlighed for pladekunstneres første album. Debutplader er ikke altid mesterværker, men ofte har de en særlig uskyldighed og friskhed over sig. Og lige så ofte er de mærket af de ofte store kunstneriske ambitioner, som de medvirkende og håbefulde artister har med sig. Når jeg – med stille fryd – genhører Savage Roses eponyme debutplade fra 1968, så synes jeg, at jeg kan høre hele det potentiale, der er i gruppen. I Anisettes unikke stemmepragt, der er som skabt til beatmusikkens elektrisk forstærkede udtryk. Og i bandet med Alex Riels fortræffelige, lydhøre trommespil, Anders Koppels fine, markante orgelspil osv. Man kan også høre, at det er allerede garvede kræfter, der løfter Savage Rose. Pladen mangler de for debutplader karakteristiske løse ender og skitseagtige numre. Det er en formstøbt, velskabt plade. Og man forstår godt, at forventningerne var store til dette band…