Et nyt album med den legendariske musiker, sangskriver, arrangør og producer Booker T (Jones) må siges at være en begivenhed. Booker T har nemlig ikke været særlig flink til at udsende soloplader.
Han blev international berømt som førende medlem af det instrumentale soulband Booker T and the MG’s, der med udgangspunkt i plademærket Stax var med til at definere den særlige Memphis Soul-genre. Deres største succes var nok den uopslidelige “Green Onion” fra 1962, et nummer, der selv i dag lyser af energi og friskhed. Ellers skabte bandet sig et højtprofileret renommé som backing for mange af tressernes og halvfjerdsernes store kunstnere (fx Otis Redding, Sam & Dave, Albert King, Johnnie Taylor, Eddie Floyd, The Staple Singers, Wilson Pickett og Delaney & Bonnie).
Booker T spiller mange instrumenter, men især hans håndtering af det hæderkronede Hammond B-3-orgel har været med til at fremhæve ham som musiker. På det ny album, der udkommer til april, backes han op af Drive By Truckers, og selveste Neil Young smider sin karakteristiske vilde el-guitar ind på hele ni numre. Du kan høre hele albummet her. Og hvis du spørger mig, så er det stærke sager. Jeg har rekvireret et eksemplar hos pladekøbmanden…