Så dumpede den omsider ind af brevsprækken, cd’en This Child med Susan Aglukark, som jeg havde vundet på Ebay-auktionen. Indtil for nogle få måneder siden havde jeg ikke hørt om Aglukark, men kom ved et tilfælde til at høre hende på en internetradio og faldt for hendes udgave af det, man kalder “verdensmusik”.
Susan Aglukark kommer fra Canada, hvor hun er en stor stjerne. Hun er inuk, dvs. tilhører den etniske minoritet, der kaldes inuit og som består af oprindelige folk fra områderne ved de arktiske kyster i Sibirien, Alaska, Nunavut, Quebec, Grønland m.fl. I sin musik blander hun vesterlandsk popmusik med elementer fra inuit-befolkningernes traditionelle musik. Hun er født i 1967 og udgav sin første plade – Arctic Rose – i 1992 på en lille uafhængigt plademærke. Det gav hende så megen omtale, at hun kunne lave en kontrakt med et stort internationalt pladeselskab, hvor hun i 1993 udsendte en juleplade, Christmas. This Child, der udkom i 1995, var hendes egentlige gennembrud til et større publikum. Med singlen O Siem fra pladen fik hun som den første inuit-musikeren et nummer 1 hit i Canada, og den blev fulgt op med singlerne “Hina Na Ho (Celebration)” og “Breakin’ Down”, som også kom på hitlisten. LP’en solgte tredobbelt platin. Siden har hun udsendt tre plader: Unsung Heroes (2000), Big Feeling (2004) og senest Blood Red Earth (2006).
Hendes stemme er en klar, fin pigerøst, der passer godt til popsangene, der blandt andet beskæftiger sig med alvorlige emner som selvmord og seksuelt misbrug. Aglukark har været fortaler for inuit-befolkningerne og modtog i 2005 The Order of Canada.
På hendes hjemmeside kan man høre uddrag af hendes plader. Blogbestyreren anbefaler!
“O Siem”: