Filminstruktøren Woody Allen er blevet inddraget i en kulørt retssag. Et tøjfirma ved navn American Apparel har formastet sig til at bruge et billede af Woody, hvor han spiller en ortodoks jøde (taget fra filmen Annie Hall). Uden Woodys samtykke. Derfor har han nu anlagt erstatningssag, hvor han kræver 10 millioner dollars i kompensation. Et beløb, der svarer det til beløb, han ville tage, hvis ellers han ville medvirke i en reklame.
Sagens kernen er ikke ny. Kendte mennesker, der misbruges i markedsføringsøjemed – uden deres samtykke. Eksemplerne er legio.
Det pudsige ved denne sag er, at den er kommet til (også) at dreje sig om værdien af Woody Allens image.
Tøjfimaet American Apparel er efter sigende et kultfirma, der har specialiseret sig reklamer med “sparsomt påklædte modeller” eller – med Woodys ordvalg – “vulgære” (sleazy) reklamer. Og firmaets bagmand, canadieren Don Charney, har et lige så sleazy image, der involverer flere sager om sex-chikane.
Men selv om American Apparel altså har et “frækt” image, der åbenbart ikke skader firmaet salg, så bruger samme firma det seksuelle og moralen som angreb på Allen. Don Charney mener ikke, at Allen kan kræve 10 millioner i erstatning, fordi hans image er forringet som følge af “skandalerne” i instruktørens privatliv. Det drejer sig ikke mindst om hans skilsmisse fra skuespillerinden Mia Farrow og hans efterfølgende ægteskab med adoptivdatteren Soon-Yi Previn.
Det tankevækkende er, at American Apparel slet ikke benægter, at det har misbrugt Allen, men alene baserer sit forsvar på en moraliserende påstand om, at markedsværdien af Allens image er ringe eller nærmest lig nul som følge af hans turbulente kærlighedsliv. Besynderligt, for så vidt som firmaets eget image åbenbart har en høj markedsværdi, fordi det er lidt moralsk tvivlsomt.
Sagen er altså en illustration af, at det kapitalistiske marked i grunden ikke anerkender den enkeltes ret til at ikke at ville sælge sig selv eller for den sags skyld andre grundlovssikrede rettigheder. Det handler alene om køb/salg, udbud/efterspørgsel og alle beskidte kneb gælder i profittens øjemed..
@AagePK: Jovist er det digitale “tyveri”. Og nÃ¥r jeg diskutere det digitale, sÃ¥ er det selvfølgelig, fordi det et relativt nyt og voksende fænomen. Forskellen mellem de analoge kopier og de digitale er ogsÃ¥, at de digitale er sÃ¥ nemme at udføre. Men hvor langt kommer vi ved at fokusere pÃ¥ det digitale “tyveri” som tyveri? Min pÃ¥stand vil være, at kopiering er sÃ¥ almindelig en foreteelse pÃ¥ internettet, at stort set alle brugere pÃ¥ et eller andet tidspunkt kommer til at gøre det. Om ikke andet sÃ¥ ved at downloade et billede eller en tekst. Hver gang du Ã¥bner en webside downloader du jo bileder til din cache… Hvor jeg vil hen er, at vi bliver nødt til at forholde os til, at der er en teknologi, der bliver stadig mere avanceret, og som vi ikke bare kan lade som om ikke eksisterer. Opgaven er ikke – efter min lægmandsvurdering – at stoppe download (kopiering), men at sørge for, at rettighedshaverne fÃ¥r et rimeligt udkomme af deres anstrengelser.
Både du og BohemianRhapsody holder jer til den digitale side. Hvorfor det? Hvis den analoge, fotografiske eller whatever er tyveri, hvorfor er den digitale så ikke?
For øvrigt havde man jo en overgang lavet en digital spærring, men så var der nogen, der blev sure, fordi de ikke kunne kopiere. Og så måtte man pludselig ikke lave spærringer mere.
Jeg er noget forvirret over denne dobbelt-moral.
@AagePK: Vi har sluppet den digitale kopierings djævel løs. Og for teknologiske opfindelser gælder den lov, at kan det bruges, vil det blive brugt. Ergo: lovligt eller ej, så vi den digitale kopiering ikke kunne stoppes, men mindre man forbyder teknologien under den. Derfor: Vi må lære at leve med det og omstille os.
Hovsa, din side ser da pludseligt meget mærkeligt ud! Det hele forekommer lidt omvendt med indholds-strimlen i højre side.
Nå, men det jeg ville sige: se kommentaren under Paul McCartney: Hvornår er det OK med Kopiering, hvornår er det No Go?