I den forgangne uge fik jeg taget mig sammen til at se dokumentar-filmen om The Beach Boys Endless Harmony fra 2001. Filmen er lavet i den udmærkede VH1-serie, og den markedsfører sig selv med undertitlen “The definitive Story in their own Words”. Den slags skal man selvfølgelig altid tage med en sæk groft vejsalt. I det hele taget skal den slags biografiske fortællinger tages med forbehold. Også biografier og dokumentarfilm er en slags fiktioner. Vi får ikke Sandheden, men derfor kan der jo godt være noget sandt og oplysende at hente…
Når jeg alligevel havde investeret i fllmen var det, fordi den indeholder hel- eller delvise 45 liveudgaver af gruppens kendte sange. Heraf mange sjældne optagelser. Og som bonus 5.1 surround sound audio-udgaver af California Girls, Kiss me Baby, Surf’s Up, God Only Knows, Long Promised Road, Sail on Sailor og Do it Again. Så pengene kunne ikke være helt spildt, hvis filmen skulle vise sig at være en skuffelse.

Det var den så ikke. Dokumentaren tegner faktisk et fint, nuanceret billede af det talent- og succesfulde bands historie fra begyndelsen og frem til de første år efter Carl Wilsons død i 1998.
Hvis man kender lidt til gruppens historie, vil man vide, at Wilson-brødrenes fader, Murray, i karrierens start spillede en problematisk rolle som både inspirator og som tyrannisk manager. Dette billede bekræftes af filmen, hvor de interviewede – medlemmerne af gruppen – både giver udtryk for mandens musikalske talent, men også for hans stadig mere egocentriske dominans, som til sidst gør, at de må fyre ham på gråt papir.
En anden kendt mytologisk historie er historien om den begavede og talentfulde Brian Wilson, der lider af sceneskræk, hader turnélivet og får større og større psykiske problemer for til sidst at isolere sig selv fra omverden i årevis. Også denne historie får vi i en ganske usminket version – fortalt af Brian selv, brødrene, Al Jardine og andre i gruppens nærhed.

Noget af det fascinerende ved filmen er, at den fremhæver de forskellige gruppemedlemmers til dels oversete kvaliteter. Al Jardine fremstår i sin egen fremtræden og gennem de andres kommentarer som den seriøse sanger og guitarist, der ikke involverer sig i gruppens eksperimenteren med stoffer i tresserne. Dennis Wilson er den på en og samme tid oversete talentfulde sangskriver og et menneske, der lider af et menneskeligt underskud, som han forgæves forsøger at kompensere for i en evig jagt efter sex, stoffer, alkohol osv.
Den selvsikre, høje forgrundfigur, Mike Love viser sig at være den skarpe analytiker, hvis kommentarer sætter mange ting på plads. Og endelig er der Carl Wilson, der omtales som gruppens “bevidsthed”. Det er ham med den formidable stemme, og det er ham, der i en lang periode er det anker, der sørger for, at gruppen ikke flyder målløst rundt.
Og så er der den “femte” Beach Boy, Bruce Johnston, der træder ind i stedet for Brian Wilson, da dennes problemer tager overhånd. Bruce er elskværdigheden selv. En talentfuld musiker og sangskriver, der bare nyder den succes, som han bliver en del af og udviser stor respekt for gruppens kunstneriske potentiale.

Filmen er fuld af små sjove oplysninger og anekdoter. Fx er det sjovt at høre, at Bruce Johnsson synes, at albummet Sunflower (1970) er gruppens bedste. Fordi indspilningen af den gik lydefrit. Lige så overraskende er det at høre mesteren selv, Brian Wilson, udnævne Love You til sit favoritalbum. Ikke Pet Sounds eller Surf’s Up.
Interessant er det også at få dokumenteret, hvor stort et navn bandet var i dets storhedstid. Med det ene singlehit efter hinanden i en imponerende rækkefølge. Selv da The Beatles kom på banen og trak den internationale opmærksomhed væk fra Stranddrengene, fortsatte de ufortrødent med at sende sange op på listen. Samtidig med, at Beatles gjorde Brian Wilson erkendt jalous og kickstartede en kreativ udfoldelse, der via Pet Sounds fik Lennon & Mccartney til at yde deres ypperste i form af Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
Og man kan blive ved. Der er den forstemmende og alt for genkendelige historie om pladeselskabets købmand, der ikke interesserer sig en tøddel for musik, men blot vil fastholde gruppen i deres surfer-automobil-image med hurtige singlehits og overhovedet ikke har forståelse for musikken på fx Pet Sounds. Og aldrig får det. Og der er den lige så forudsigelige historie om de avancerede skæringers elendige kommercielle gennemslagskraft…

Og så er der som sagt de mange fine optagelser med gruppen. Optagelser, som understreger, at gruppen også var et imponerede live-act. Og som har givet mig lyst til at gå på genopdagelse på gruppens få live-indspilninger…