Vinteren er over os. Ikke nogen Fimbulvinter, men alligevel. Og blogbestyreren har pådraget sig den første forkølelse i årevis. En let forkølelse, passende til vinterens lethed. Og “pådraget sig” er måske lidt for ansvarsforflygtigende en formulering, for han kunne sgu lade være med at gå ned i affaldsrummet uden at tage sin jakke på. Nå, men en let omtåget tilstand, lidt snotproduktion, men hverken ondt her eller hisset. Så man skal ikke klage. Og så bliver man mindet om, at man dog kuns er en krop, der kan udsættes for lidelse og en dag vil gå i opløsning. One way or the Other. Det er kun banalt.
Men for at lindre lidt på omtågetheden og tungheden i hovedet spenderede blogbestyreren to store glas argentisk rødvin på sig selv i går. Selv om det ikke var weekend, og selv om blogbestyreren havde til sinde at fare med lempe med de alkoholiske drikke efter nytårsaften. Og det var da også den rene medicin. Det smagte (heldigvis, for sådan er det ikke altid under forkølelser) godt og havde sin virkning: Humøret steg et par grader, og blogbestyreren sov som om han var blevet slået ned af en forhammer. I dag er forkølelsen mærkbart på retræte; og for at fejre det, læste jeg Rifbjergs digt om at være forkølet i Nørre Lyndelse…