Frøkenen kedede sig. Og jeg kan godt huske, hvordan det var at være i den følsomme teenagealder og være ramt af kedsomheden, så jeg lod mig overtale til at gå med i biografen og se den amerikanske komedie “Marley and me” med Owen Wilson og Jennifer Aniston i de menneskelige hovedroller. Og så nogle labradorhunde i rollen som Marley.

En film, hvis indkalkulerede målgruppe er hundeelskere, for hvem hundehvalpe i sig selv er en filmisk kvalitet, og folk med trang til en romantisk fortælling, hvor et (ungt) par får hinanden, en røvfuld unger, et hus, en bil, en karriere og så videre. En forglemmelig mainstream-film fra Hollywoods overdrev, men velturneret og velspillet af de involverede. Faktisk spiller såvel Owen Wilson og Jennifer Aniston bedre, end jeg mindes at have set dem. Og så er der et par rigtig gode birollepræstationer af henholdvis Kathleen Turner som uheldig hundetræner og altid seværdige Alan Arkin som chefredaktør på en avis.

Det er en film at den slags, som den blaserte filmanmelder vil afskrive som overflødig eskapisme. Og det er da også, hvad det er. En filmisk flødeskumskage, som man guffer i sig og nyder, medens det står på. Men snart glemmer igen. Selv om Frøkenen truer med at købe den på dvd.

Et ekstra plus ved filmen er, at den indledes med R.E.Ms klassiske popsang “Shiny Happy People”, som stadigvæk kan få undertegnede til at danse rundt i lokalet og klappe i hænderne…