“Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus/ Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte…”. Mangen en sproglig student vil sikkert ihukomme Christian Wilsters indledende sætninger af Iliaden. Ordene og rytmen dukker op i min hjerne under læsningen af en klumme i Information. Klummen er forfattet af Klaus Lynggaard, Informations musikanmelder, som jeg altid læser med fornøjelse, selv om jeg ikke altid er enig med ham. Men det ville jo heller ikke være sjovt, hvis det var sådan. Klummen handler ikke om musik, men om, hvordan Klaus og fruen har set sig nødsaget til at flytte fra det centrale København og ud af byen. Fordi de oplever en stigende aggressivitet og hensynsløshed fra deres tidligere medborgere i storbyen. Det gælder køen i supermarkedet, hvor intet skal til for at få folk til at eksplodere i eder, forbandelser og trusler. Det gælder i trafikken, hvor trafikanter af alle slags udviser en kamikazeagtig hensynsløshed. Fodgængere får fuckfingeren eller et verbalt overfald, hvis de ikke flytter sig for cyklisterne – på fortovet. Og i den dur. Det seneste eksempel, og dråben, der fik bægeret til at flyde over, er, at Klaus med nød og næppe slipper for at blive maltrakteret af et baseballbat, fordi han havde bedt en anden bilist om at passere sig på en mindre vej. Manden havde medbragt baseballbattet – just in case…
Læsningen af klummen er forstemmende, for den bekræfter det indtryk, jeg længe har haft og tidlgere har været inde på: At der er tale om en udbredt og stigende hensynsløshed i de sociale relationer. Man oplever det hele tiden i trafikken, der er et godt parameter for samfundets “sammenhængskraft” i det hele taget. Og man oplever det andre steder, hvor mange mennesker skal være sammen. Udsalgskøer, indkøbskøer osv.
Jeg kender en del mennesker, der arbejder inden for feltet “kundeservice” i private og offentlige organisationer. Også de oplever, at folk bliver mere og mere grove, hensynsløse, truende osv. Flere får hemmelig adresse og telefonnummer af samme grund. Eller stopper helt med at udføre deres arbejde – eller bliver syge af det…
Personligt tror jeg, at det er prisen for et økonomisk system, der i den grad sætter den personlige vinding i højsædet. Enhver skal sørge for sig selv, rage til sig og så kan fanden tage de sidste. Det er bagsiden af den nyliberalistiske mønt, der med tyrkertro vil gøre den individualistiske (=egoistiske) stræben efter rigdom til den saliggørende drivkraft i samfundet. Derfor kan man læse i aviserne, at de rige hytter deres eget skind og holder sig til deres egne ghettoer. Så kan de hjemløse og andre på samfundets B-, C- og D-hold sejle deres egen sø. De kan jo bare tage skeen i den anden hånd, ikke? Enhver er sin egen lykkes smed, ikke? Bliv avisbud og end som millionær, ikke?

Opdatering: Netop som man – foranledigt af filosoffen Carsten – har genfundet sin kulturoptimisme, smider Lars et indlæg med et link om danskernes manglende solidaritet…