Medens Anders Fogh havde travlt med at trimle ned at hoteltrappen, overvejede jeg, hvad skrækscenariet for en kommende ministerrokade kunne være. Hvad kunne fx være værre på beskæftigelsesministerpladsen end Venstres ideologiske over-vismand Clausescu Hjort Frederiksen?

Jeg granskede mine hjernevindinger, og beroligede mig et kort øjeblik med, at vi nok ikke kunne få nogen mere firkantet, ideologisk mand på den post. Lige indtil jeg hørte middagsradioavisen og erfarede, medens hårene på min nakke langsomt rejste sig, at det blev en kvinde. Og hvilken kvinde? Jo, det ideologiske tågehorn, Inger Støjberg, hvis navn ikke for ingenting rimer på støjsender. Damen, der er indbegrebet af en urokkelig, 100% loyal partisoldat og har gjort sig bemærket ved en sjælden arrogance over for sine politiske modstandere og en reflektorisk afvisning af alt, der bare lugter af kritik over for moderpartiet og regeringssamarbejdet.

Støjberg diskuterer ikke sagligt med sine modstandere, men tromler dem ned som en mellemstor, motoriseret plæneklipper med et ordvalg, der mere er ladet med “indiskutable” påstande og konstateringer og ikke argumenter. Rundsave så store som møllehjul har hun også på albuerne, og nu kan hun så – med forskellige ordførerskaber og en bog om Sussie og Leo bag sig – vigte sig af at være en af de unge, kvindelige kometer i Venstre-regeringen. Sammen med beskæftigelsesministeriet får hun også ligestillingsområdet. Og jeg er sikker på, at hun nok skal belære enhver højrøstet feminist om, hvad ligestilling i følge Støjberg er.

Hvis man i sin naivitet troede, at verden ville blive et bedre sted at være, fordi kvinderne kom til magten, så er Støybergs eksempel ikke just opmuntrende… Og til alle jer ledige derude: Sørg nu for at skrive de ansøgninger! Ellers kommer Inger.dk efter jer.