Man burde skrive en kedsomhedens filosofi – The Philosophy of Boredom el. Die Philosophie der Langeweile –  hvis det da ikke allerede er gjort. Kedsomhedens tema synes at dukke op i mit hoved i denne tid, igen og igen. Senest har Klaus berørt det i forbindelse med en (u)kedelig blog. Og forleden kom min datter ind til mig, kiggede på mig og sagde: Jeg keder mig! Hvorefter jeg henviste til hendes fyldige reoler med bøger, dvd’er, vhs’er, internettet, stereoanlægget, klassekammeraterne, hunden osv. Vel vidende, at man godt kan rammes af kedsomheden – alligevel. Måske især, når man er i alderen mellem barndom og voksenliv. Dette ingenmandsland.

Jeg kender den godt, kedsomheden. Jeg kan i hvert fald godt huske, hvor plagsom, kedsomheden kunne være i min barndom. Tiden stod stille, livet gik næsten i stå. Det var dengang, den for alvor meldte sig. Jeg beklagede mig til mine forældre. Og så kom min far med den kommentar, der nagede som en sten i skoen: Det er kun dumme mennesker, der keder sig! Jeg tror, det var et “pædagogisk” udsagn. Som sådant usandt, men effektivt. Det fik mig til at tænke og handle. For hvem vil have sådan en dom siddende på sig. Du må være dum! Faktisk tror jeg, der skal en vis portion intelligens til for alvor at kede sig. Jeg kan huske, at jeg en dag besluttede mig for, at jeg aldrig mere ville kede mig (hvis det da ikke er en efterrationalisering…). Strategien var enkel, at gøre et eller andet, når kedsomheden viste sit grimme ansigt: gå på biblioteket, åbne for radioen, finde en bog på hylden, cykle en tur osv. Siden har jeg – bilder jeg mig ind – kunnet holde kedsomheden stangen. Så snart dens ankomst mærkes griber jeg til handling, og så fortoner den sig igen. For en tid. Jeg bilder mig også ind, at det var dengang, mine forskellige interesser blev grundlagt. For musik, litteratur, kunst osv. Måske er det i virkeligheden kedsomheden, der holder os igang. Hvem ved?