The Who var et af de bands, jeg holdt virkeligt meget af i tresserne. Bandets evne til forene stærkt iørefaldende, hitpotentielle popsange med intelligente tekster og hele energien fra den oprørske beatmusik, kommercialisme og oprørskhed hånd i hånd, var et vellykket projekt. Pete Townshends kunstneriske ambitioner, der udmøntede sig i rock-operaerne Tommy og Quadrophenia, var uden tvivl kunstneriske højdepunkter i bandets karriere, men for mig var det også ensbetydende med et tab af det, der oprindeligt gjorde The Who til noget særligt.
Efter Quadrophenia synes jeg, at det tabte gnisten lidt. Pladerne Who by Numbers, Who Are You, Face Dances og It’s Hard var ikke dårlige plader, men i mine ører var der lidt for langt mellem snapsene, og inspirationen var ofte erstattet af ydre, kommercielle hensyn.
Derfor har det været en fornøjelse at lytte til The Whos seneste udspil fra 2006 Endless Wire. Måske er det ikke tilfældigt, at pladen indleder med en utvetydig allusion til hovedværket Who’s Nexts glansnummer Baba O’Reilly. For Endless Wire tager tråden op fra dengang, hvor Townsend skrev inspirerede rocksange og ballader. En temmelig imponerede tour-de-force er det. Hele 21 numre består pladen af. Heraf udgøres halvdelen af minioperaen Wire &Glass. Musikken har klare reminiscenser af The Whos glansperiode, hvor de store sange blev skrevet, men samtidig er inspirationen fra nutidens sangskrivningen til stede. Fx kan et par sange lede tanken hen på selveste Tom Waits.
Det er en dejligt, positiv oplevelse at lytte til det hæderkronede band spille af indre nødvendighed. Anbefales varmt.

PS. Pladen kan fås meget billigt i de lokale pladebutikker…men er rigeligt penge værd, hvis den skulle anskaffes til fuld pris.