Siden gymnasieårene har jeg været meget interesseret i Zen-buddhismen. Min religionslærer introducerede mig til Eugen Herrigels bog “Zen og bueskydning”, der er beretningen om en vestlig, heideggeriansk filosofs møde med østlig mystik i form af Zen. En bog om en tankeverdens forsøg på at forstå en radikalt anden. Og om den lære, man kan drage af et sådan møde. Som jeg læste den dengang, indebar den en kritik af de vestlige kulturers dyrkelse af materialismen, af Jeget og Fornuften. Af den højt besungne Individualisme, der spærrer for en forståelse af, at vi dybest set er forbundne med hinanden og verden i øvrigt.
En religiøs tankeverden, ja, men – i hvert fald i nogle udgaver – befriet for forestillingen om bagvedliggende guddom, der er udspringet og meningen med livet.
Mange år senere, på universitetet, fandt jeg så ud af, at der også i vestlige tankesæt er mere eller mindre kætterske strømninger, der også forholder sig kritisk til vores kulturs dyrkelse af Hovedet. Fx hos den gamle jøde Sigmund Freud.
Disse indledende bemærkninger blot for at henvise til et fint interview med Leonard Cohen, hvor han fortæller om sit forhold til zen, sangskrivning og poesi. Med mere.