Tyggegummi-musik

Author:

Et ord falder og sætter gang i associationskæder og erindringsspor. Ordet er bubblegum. Bubblegum-pop, bubblegum-rock osv. Genren bestod af iørefaldende melodier, enkle akkordstrukturer, enkle harmonier, uforglemmelige “riffs” og “hooks” og så tekster, der drejede sig om det evigtunge teenageunivers: hjerte, smerte og hvordan får man fat i en pige/dreng… Den voksede som en lyserød tyggegummiboble fra en ungpigemund dengang i og omkring sidste halvdel af tresserne. Som andre genrer stjal bubblegum med arme og ben fra de foregående, dvs. halvtredserrocken, garagerocken, tex-mex-musikken, surfer-musikken osv. Tyggegummi-musikken var renlivet pop. Og navnet sagde alt om den primære målgruppe: tyggegummignaskende teenagere. Den havde absolut ingen “kunstneriske” eller “politiske” ambitioner, som ellers var en del af ungdomskulturen dengang; den ville kun underholde. Derfor var der mange, der så skævt til den. Men ikke alle. I hvert fald huserede dens udøvere på hitlisterne med mange irriterende iørefaldende sange. Til denne kategori hører The Ohio Express, der oprindeligt var et vaskeægte garagerockband, med deres klassiker “Yummy, yummy, yummy (I´ve got love in my tummy…)” fra 1968, hvor den blev #4 i USA. Et andet band var 1910 Fruitgum Company med deres “Simon Says”, som blev slidt på rejsegrammofonerne cirka på samme tid. Vi skal heller ikke glemme de allerede nævnte Lemon Pipers, der blev #1 i USA samme år med Green Tambourine. De fik følgeskab af The Archies, der med “Sugar, Sugar” blev den mest sælgende singleplade i USA året efter. Og så var der en underskov af bands, der forsøgte at gøre de nævnte kunsten efter. Der er udgivet adskillige compilations med tyggegummimusik, og de kan anbefales på det varmest, hvis man ellers er til renlivet, uforfalsket pop, der kun vil underholde (og så måske lige: score kassen…). Det har jo altid være poppens bestemmelse: at være uprætentiøs soundtrack til teenageres hverdagsliv og dagdrømme…
Tyggegummi-musikken satte sig tydelige spor i popmusikken i tiden efter og kan følges helt frem til i dag. Et af de store bands, der tog ved lære af genren, var designergruppen The Monkees, der dog også havde større musikalske ambitioner. Flere af deres hits har tydeligvis taget ved lære af tyggegummi-bandsene. Og hvad ville danske Aqua have været uden disse forløbere!?

Og her er de så som perler – eller måske snarere tyggegummikugler – på en snor:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *