Da jeg som grønt, ungt menneske fandt ind i litteraturens verden for alvor – i den buldrende, hjernemartrende pubertet – faldt jeg over forfatteren Hans Scherfigs romaner på Sædding Skolebibliotek. Jeg forsvandt ind i Det forsømte forår og Den forsvundne fuldmægtig og blev helt opløftet og bedøvet af den særlige humorgennemlyste stemning i bøgerne. Det var de farvestrålende Tranebogsudgaver fra Gyldendal, og når jeg lukker øjnene og ser dem for mig vækkes stemningen igen og jeg gribes af en ubændig lyst til at læse bøgerne igen.

Fra fuldmægtigen gik det videre til Idealister, den store Frydenholm, Skorpionen og Den fortabte abe. De nævnte romaner havde ikke helt den samme effekt som de første to, men det skyldtes nok mestendels min unge alder og mangel på livserfaring.

Da jeg kom på gymnasiet havde jeg så det held at møde Hans Scherfig i levende live. Han var inviteret for at fortælle om sit forfatterskab, som han på det tidspunkt havde bag det meste af bag sig. En lille mand med stærke briller foran de svage øjne og en gnækkende stemme, som man aldrig glemmer. Scherfig var også kommunist, sad oven i købet i partiets centralkomité. Og det sociale og politiske engagement skinnede igennem hans kommentarer. Jeg husker især hans ramsaltede og meget morsomme kritik af de såkaldte modernistiske tresser-digtere, som den unge capac dyrkede ret intenst de år. En af de formastelige modernister havde udtalt, at han ikke skrev for nogen. Kun for sig selv osv. Og så mente Scherfig, at den pågældende jo lige så godt kunne skrive til skrivebordsskuffen, ja, faktisk kunne nøjes med at memorere digtene for sig selv i sit indre…

Flere år senere – på universitetet – stødte jeg igen ind i forfatterskabet i faglig sammenhæng og kunne genopleve stemningen fra de unge år.

For et par uger eller tre siden kom Fruen så hjem med et billede, som hun havde købt i en lille venstreorienteret boghandel i den indre by. Det var et af Hans Scherfigs farvestrålende billeder med to aber i et træ. Jeg har altid godt kunnet lide Scherfigs lidt naive, farverige naturbilleder med deres latente symbolik. Så inden vi så os om, havde billedet fået følge af endnu to. Et lille og et stort med elefanter på.

Dermed var appetitten på endnu en tur i det scherfigske univers skærpet. Og jeg tænkte, at jeg nu ville genanskaffe mig romanerne i de oprindelige tranebogsudgaver. Samtidig har jeg anskaffet mig – antikvarisk – et splinternyt eksemplar af journalisten Arne Hardis’ biografi om Scherfig “Idealisten”. En cirkel sluttes.